MARCO POLO AF SKIVE OVER ATLANTEN.

En samling af rejsebreve fra Skive - Folkeblad.

Skrevet af Journalist Benta Biinfeldt.

Den danske Motorsejler Marco Polo

på eventyrlig togt til Caribien.

Den danske motorsejler Marco Polo af Skive glider langsomt ud fra den morgenstille Skive Havn. Det er den 16 august 1978 og klokken er halv fire om morgenen. Det er en smuk, stille morgen og ved roret står skibets ejer og kaptajn, overkirurg Arne Birch-Jensen. Han fører skibet op langs Limfjordens smilende kyststrækning med kurs mod Thyborøn. Ruten som skal gennemsejles er ikke nogen almindelig weekend tur. Arne Birch-Jensen vil på langfart, måske går der et år før skibet vender tilbage til Danmark. Kaptajnens store ønske er at gennemføre den rute, der håbefuldt ligger fastlagt på papiret og ser således ud:

Fra Thyborøn ud over Nordsøen og ned i Den engelske kanal. Over Biscayen , ned langs Portugals kyst ud til Madeira. Videre ned til De Canariske øer, og efter en hvilepause her tværs over Atlanterhavet med kurs mod Barbados i Caribien. Ankommet hertil skal turens egentlige formål opnås: at krydse op langs De caribiske øer fra Trinidad og Tobago i syd, videre op langs perlekæden af øer med størst forventning om at se de gamle dansk-vestindiske øer i den nordligste del af kæden: St. Croix, St. Thomas og St. John.

Kommet så langt er det meningen at sætte kurs mod Bahama-øerne , derpå at krydse Nordatlanten for hjemadgående med landgang på Bermuda og Azorerne inden man forhåbentlig når vel ind til Falmouth i Sydengland. Til slut –som på udturen - gennem Den engelske Kanal , over Nordsøen og endelig ind gennem porten til Danmark ved Thyborøn-kanalen. 10 timers sejlads endnu – og siloen ved Skive Havn vil dukke op.

Hvorledes denne store sejlads kom til at forløbe vil de kommende sider afsløre. Overlæge Birch-Jensen har selv omtalt turen som ”mit livs sejlads”, og mange har undt ham den store sejleroplevelse, som skulle blive overgangen til pensionist-tilværelsen efter et langt livs lægegerning, i de sidste mange år som overlæge på Skive Sygehus’ kirurgiske afdeling.

Med tilladelse fra B-J har jeg sat mig til skrivemaskinen. Jeg vil prøve at give en skildring af, hvad vi har oplevet og jeg har plukket lidt fra B-J’s logbog og min dagbog.

Ved afsejlingen fra Skive var foruden kaptajnen og de to unge gaster også sejlerkammeraten gennem mange år, skipper Kristian Jensen, Skive og ørelæge Svend Christensen, LI. Thorum med.

De to unge gaster var Henrik og Carsten på henholdsvis 25 og 24 år. Henrik hentede vi fra København, Carsten fra Esbjerg. Flemming og jeg selv kom først ombord, da Marco-Polo lå på De Canariske øer.

Alt gik stilfærdigt indtil man var nået til syd for Mors, hvor man blev kaldt over radioen af Dantoft, SP-Radio, Aalborg, som ville sikre sig, at det nyinstallerede radioanlæg fungerede. Turen blev derfor lagt over Struer havn og de sidste afprøvninger foretaget.

Kursen blev sat mod Thyborøn - hvor Bent Wegeberg, lodsen i Thyborøn, havde lovet at ville rette kompasset til.

Der blev taget afsked med de to gæster ombord, Kristian Jensen og Svend Christensen, og ved 15 tiden stod Marco Polo ud af havnen - og mødtes helt tilfældigt med Troels Kløvedals “Nordkaperen“, som netop da vendte stævnen indad mod Danmark hjem fra sin jordomsejling.

Marco Polo forlod nu Danmark, og ved mødet med de høje nordsøbølger, blev den gode stemning straks lidt neddæmpet. De to gaster blev ret hurtigt søsyge og gik til køjs.

Til gengæld var der ikke noget i vejen med B-J eller hans appetit. Da han kontaktede os hjemme over radioen, sad han med sin favoritøl, den lyse gambrinus fra Thordal i Skive samt et stk. rugbrød og havde det dejligt.

Ved vagtskifte kl. 4 om morgenen måtte B-J dog kapitulere. Søsygen havde fanget også ham. Den varede præcist i 10 minutter, og da det var overstået, var søsygen for B-J's vedkommende et overstået kapitel.

Alle andre ombordværende og ikke mindst senere mig selv - fik adskillige gange søsygens kvaler på tæt hold. Således var jeg bl.a. søsyg de første 12 dage over Atlanten, og mens det står på, siger man til sig selv »aldrig mere«. Og når man så er kommet vel i havn, siger man »det var nu ikke så slemt«.

Gennem Den engelske Kanal.

Det var med spændt forventning, at de 3 mand på Marco Polo gik ned gennem Den engelske Kanal. Men det gik forbavsende godt med at finde vej, fortæller B-J, og i løbet af 4 døgn passerede vi de berømte Dover klinter. Det var BJ glad for, da han var kendt i en forholdsvis nærliggende havn, Folkestone. Det var altid rart at kunne søge land, hvis man blev for træt. Men lysten til at komme videre var fremherskende, hvorfor de fortsatte mod Brighton og længere vestpå til en lille havn, Shoreham, som var anbefalet af en patient (kaptajn), som havde ligget på Skive Sygehus' kirurgiske afdeling kort før B-J’s afgang.

Besætningen på Marco Polo fik travlt med tidevandstabellerne og fandt ud af, at de var kommet 3 timer før højvande. Der blev kastet anker, og på det passende tidspunkt gik de ind i en stor sluse og var herefter i roligt farvand i Shoreham havn. Men de havde nu ikke ventet at man kunne stå på grund i en havn. Langsomt forsvandt vandet, og Marco Polo sank ned i mudderet. Da alle andre både lå og så lige så triste ud, prøvede også Marco Polo på at være tålmodig, indtil vandstanden blev normal igen.

Et par dage efter gik turen mod Falmouth, den berømte udfarts havn for mange spændende sejladser. Her gik det for første gang op for besætningen hvor meget et anker, betyder, idet man på grund af tidevand overhovedet ikke kunne gå til kaj. Til alt held fik de fat i en bøje midt i havnen, og således godt forankret kunne de ro ind til byen i løbet af få minutter. Falmouth er en gammel, hyggelig engelsk by med store sømandstraditioner. Her findes det sædvanlige pub liv, men alt er lukket og slukket præcis kl. 23.

Efter 3 døgns ophold i Falmouth drog Marco Polo atter af sted, man var måske nok lidt betænkelig ved at skulle ud i den for sine store bølger berygtede Biscaybugt - men det blev alle tiders sejlads.

De havde vinden agten for tværs, og optimistiske satte de to unge gaster den store 90 kvadrat meter spiler. Spileren stod fast som eneste sejl i to et halvt døgn med vindstyrke op til 6-7 Beaufort-skala - med det resultat, at loggen for det meste stod på 8-9 og en enkelt gang oppe på ti en halv (det har den aldrig været siden).

Denne lidt voldsomme sejlads kom vel nok til at koste dyrt, idet der kom voldsomt slid på spilerblokken i toppen af masten. Efter 10 dages Atlanterhavssejlads fra Kanarieøerne, sprang denne blok - den var gennemslidt - en mørk morgen kl. 4, således at spileren blev sejlet ind under båden med det resultat, at sejlet blev flænget og delvis ødelagt. Vi har ikke kunnet bruge spiler siden, da vi ikke har kunnet få den repareret de steder, vi har været.

Over Biscayen oplevede B-J for første gang delfinernes leg foran og rundt om båden. Det var et fantastisk fascinerende syn at se de lynhurtige dyr gå tæt foran stævnen, og særlig var det en flot nat, hvor morilden lyste i vandet, så man nærmest skulle tro at sceneriet tilhørte en anden verden. Desværre var det den nat, hvor vindstyrken var størst, så man var bundet til roret og turde ikke flytte blikket fra kompasset blot 10 sekunder, da den hårde sejlads ellers ved uopmærksomhed kunne få båden til at skære op i vinden med evt. store ødelæggelser på sejl og mast til følge. Den nat glemmer B-J aldrig. Da han overtog vagten kl. 24 (altid 3 timers vagt ad gangen) tænkte han: Denne sejlads klarer du ikke ud over 15 minutter. Men da den første time var gået, havde han vænnet sig til det, og da han afleverede vagten kl. 3 syntes han at tiden var fløjet af sted - ligesom båden.

Vi har talt med andre sejlere, der har passeret Biscayen og fundet ud af, at det var en særdeles hurtig overfart. 4 døgn efter afsejlingen fra Falmouth nåede de Nordspaniens kyst, hvor de gik i havn i en lille fiskerby ved Cap Finisterre. Efter et passende hvil her satte Marco-Polo kurs mod De Canariske øer, ned for at modtage de sidste 2 gaster Flemming Biinfeldt og hans mor Benta Biinfeldt.

Hvordan vi krydsede Atlanten.

Atlanterhavs-sejladsen startede fra Puerto Rico på Gran Canaria den 1. november 1978.

Vi var tidligt oppe. Det sidste snavsetøj blev vasket og hængt til tørre på dækket, den sidste dieselolie blev påfyldt, og vi fik suppleret vandbeholdningen. Tankene kunne tage 400 l og det skulle række en måned til 5 menneskers forbrug. Det var derfor nødvendigt med streng rationering lige fra starten - og vi sørgede tilmed for at få hældt ferskvand i alt, hvad vi overhovedet kunne finde på: dunke, spande, tomme colaflasker, tandkrus, køkkenvask, baljer og for at fuldende det, fik vi skyllet os selv over. Nogle af os nåede også lige at få vasket hår.

Kl. 13 d. 1. november gik starten ud fra Puerto Rico havn ud på Atlanten. Kursen blev sat, loggen blev sat - den slæbte i en line efter båden og skulle hele tiden rotere og tælle den sejlede distance. Ved siden af loggen slæbte livlinen - vi håber aldrig at få brug for den, men den kan være sidste redning, hvis man falder over bord.

Der gik kun kort tid, så blev spileren hejst, og vi slukkede for motoren. Vinden var moderat, vindstyrken 3 ind agten fra.

Vi skulle snart stifte bekendtskab med dønningerne og strømmen, og selv om vinden de første dage var meget moderat, rullede, gyngede og rokkede vi os frem. Da vi stadig havde vinden ind agten for tværs, selv om vi endnu ikke havde fanget passaten, sejlede vi fortrinsvis med den 90 kvadratmeter store spiler. Set udefra må det have været et smukt syn med den blågule spiler, der stod som en kæmpeballon højt hævet over stævnen. Men der var kun os selv til at nyde synet. Så langt øjet rakte, var der kun vand og atter vand horisonten rundt. Ikke et skib, ikke en fugl, ikke noget som helst andet end vand i ustandselig bevægelse og skvulpen omkring os.

Men vi havde himlen over os. Solen marcherede sin daglige tur op af havet, hen ad banen og ned i havet - og månen afløste den om natten. Og om natten var der hele mylderet af stjerner at studere. Det var et betagende smukt syn.

Hver aften fik vi taget 5-6 stjernehøjder, som gav os vores nøjagtige position - og hver aften var der almindeligt gætteri om, hvor langt vi havde sejlet det sidste døgn. Gennemsnitlig blev det til 110-120 sømil pr. døgn - og der er 2800 sømil (ca. 5000 km.) fra Canarieøerne til Barbados.

For at »få fat« i stjernebillederne, var det nødvendigt at vende op og ned på sig selv - det varede noget, før jeg fandt Karlsvognen og de andre gammelkendte venner fra nattehimlen, og selv månen så mærkværdig ud - den lå ned. Den viste sig de første nætter som en ganske smal klart skinnende strimmel - som et stykke melon med spidserne vendende opad i samme højde.

På 4. dag tog vinden noget til, og vi skiftede sejl flere gange om dagen for at fange mest mulig vind. Vi havde lovet hinanden, at komme hurtigst muligt over til Barbados, og det betød, at motoren ville blive startet, hvis vinden skulle finde på at lægge sig. Helt stille ville vi nødigt ligge, det skulle hele tiden gå fremad nat og dag.

6. dag blev det vindstille, og det vindstille vejr holdt sig desværre et par døgn. Men da benyttede vi lejligheden til at få et rigtigt atlanterhavs-bad. Badestigen blev sat, og på skift kom vi ned i vandet. Søgelænderet fungerede som 2-meter vippe og styrhusets tag som 3-meter vippe, og vi pjaskede lystigt rundt og nød at se på båden - udefra. Man skulle bare ikke tænke på de ca. 3000 meter ned til bunden eller på hajer, hvaler, blæksprutter, og andet godt fra havet, som kunne ødelægge fornøjelsen.

På skift var der altid én eller to ombord til at holde øje med eventuelle hajer og hvaler, når vi gik i vandet, og en af dagene var den sidste badende netop kommet op på dækket, da en flok hvaler passerede skibet i mindre end 20 meters afstand. Vi så de kæmpemæssige halefinner slå op af vandet og så deres høje vandprust, og vi var ret lettede, da de forsvandt ud af syne.

Pludselig en dag var vinden der igen. Spileren blev sat, og det gik godt fremefter - indtil spileren nogle dage senere sprang i toptaljen med det resultat, at den blev blæst ud over stævnen og vi sejlede over den. Da vi fik den halet indenbords, var den flænget og ubrugelig. Før alt dette skete, havde vi forberedt os på at kunne sætte passatsejl, d.v.s. to ens forsejl (31 kvadratmeter) ud til hver side, og de blev nu hejst.

De næste 10 dage gik med jævn vindstyrke uden at det var nødvendigt at røre vindroret, så i virkeligheden blev tiden lang. De større lyspunkter var måltiderne, eller når vi fangede fisk fra en af de to fiskekroge, der var sat ud fra agterdækket.

Fiskeren om bord var fiskersønnen fra Esbjerg - Carsten Moltsen. Han havde sat sin fiskesnøre ud, og en aften efter mørkningen var der bid. Vi sad i kahytten ved aftensmaden, da Carsten pludselig røg op, væltede petroleumslampen og styrtede op på agterdækket. Han havde hørt fiskelinens træk i hjulet og var travlt beskæftiget med at hale ind, da vi andre kom til. For enden af snøren kom en langstrakt, slimet blæksprutte til syne. Den så fæl ud, var ca. en halv meter lang og greb om sig med sine lange blækspruttearme. Carsten havde respekt for sprutten, holdt den i linen langt ud for sig

og sagde, at han ikke havde megen lyst til at få dens sugekopper på sig.

Der var ingen ombord, der havde lyst til blæksprutte til aftensmad, så der var ingen sorg, da den fik lov at forsvinde udenbords og ned tilbage i dybet.

Den noget ensformige tilværelse om bord blev et par gange afbrudt, når vi nu og da så en anden sejler - én gang var vi tæt ved, det var ovenikøbet en båd, vi kendte fra Las Palmas - så der blev vinket gevaldigt.

En ekstra glædelig oplevelse var det, da vi efter 3 ugers sejlads i det fjerne så en dansk fragtbåd »Næsborg« af København. Vi fulgte den med øjnene, og pludselig så vi at den skiftede kurs og kom ned mod os. Fragtbåden cirklede et par gange omkring os, og over radioen udvekslede vi oplysninger om os selv. Ja, verden er lille. Kaptajnen på den danske damper oplyste, at de havde en ung mand fra Skive ombord. B-J talte med ham over radioen, og det viste sig, at han et halvt år i forvejen havde været gartnermedhjælper på Skive Sygehus. B-J havde ofte mødt den unge mand, når han om morgenen gik og fejede blade op foran sygehuset og havde af og til stoppet op for at få en lille snak med ham, da han vidste, at den unge mand ville være sømand. Og så var det netop ham, der var på det forbipasserende, danske skib. Kaptajnen lod dem velvilligt tale i lang tid over radioen, før fragtbåden atter satte kursen ud mod dens fjerne mål i Sydafrika. Kaptajnen lovede at sende en hilsen til Skive - vi håber løftet blev indfriet.

Uroen i båden forblev konstant hele vejen over Atlanten. Hvad enten det blæste eller var vindstille kom de lange, seje, dønninger rullende imod os, de kom ind agten fra, løftede båden elegant i vejret og lod den rulle og glide langsomt fremefter, indtil næste dønning var parat.

Den evige uro resulterede i mangel på søvn, og for mit vedkommende i starten også mangel på appetit. De første 12 dage af færden over Atlanten var det meget karakteristisk at se mig med hovedet ud over rælingen, og så kom det foregående måltid op igen. Men den sidste del af turen må jeg have vænnet mig til livet, i hvert fald gik det bedre, ligesom det blev mindre generende at stå over madlavningen.

Land i sigte - efter 26 døgn.

Selv om dagene var meget ensformige, kan dagbogen alligevel berette om oplivende tildragelser. En dag holdt vi skydeøvelse på dækket. De unge mennesker var direkte interesseret i skydevåbnet, mens B-J og jeg ikke havde lyst til at affyre det og inderligt håbede, vi aldrig fik brug for at benytte det. En meget kærkommen oplevelse var, når vi enkelte gange så en fugl. Gennem mange dage fulgte en fugl os - af mågearten - men den holdt sig altid på respektfuld afstand. Nogle dage før vi nåede land, kom to små svaler pludselig og slog sig ned på rælingen. Vi nåede at fotografere dem inden de blev skræmt bort af sejlet, der bevægede sig.

Den 14. november var vi midt mellem Canarie-øerne og Barbados. Vi havde på dette tidspunkt sejlet 1490 sømil og havde »kun« 1130 sømil tilbage inden vi forhåbentlig så land.

Jeg konstaterede, at der efterhånden var blevet ganske godt varmt allevegne. Midt på dagen kunne vi måle 29 gr. varme i vandet udenfor badestigen, 35 gr. i kahytterne og 45 gr. i skyggen på dækket. Vi opgav at lægge termometret direkte i solen, det gik op på 55 gr. og beviste, at det var uklogt at opholde sig direkte i solen midt på dagen.

Det 26. døgn i søen blev der pludselig kl. 3 nat råbt: »Alle mand på dæk, der er lys fra land om styrbord«. Det kom lidt bag på os, da vi først havde ventet landkending ved 6 tiden om morgenen, men vi må have sejlet »for hurtigt«. Der blev stor glæde. Vi havde ramt lige i centrum af Barbados, nu skulle øen kun omsejles til sydvestsiden, hvor naturhavnen ligger. Men forinden nåede vi at få alle tiders forskrækkelse. Vi drømte ikke om at skulle møde småbåde på dette tidspunkt af døgnet og så forholdsvis langt til søs. Men pludselig havde vi en lille motorbåd ikke 50 meter fra stævnen. Båden førte ikke lys af nogen art, og det var et tilfælde vi så den. Glæden ved at se land, kunne hurtigt være blevet til en tragedie, men vi kom fri af båden og den passerede 10 meter fra os. Herefter var der fast vagt ude på dækket lige til vi kom ind i bugten, der udgør havnen ud for Bridgetown.

Vi kunne se en snes lystsejlere, der havde ankret op i bugten, og enkelte genkendte vi fra Las Palmas. Vi sejlede nærmere stranden for at finde en velegnet ankerplads. Efter 2 forsøg tog ankeret god fat i bunden. Vi var ankommet til Barbados nøjagtig 26 døgn og 6 timer efter vi forlod Puerto Rico. Vi havde håbet at gøre turen indenfor de 30 dage, så vi var kun godt tilfredse med de 26.

På oplevelse i Vestindien.

Efter en tids ophold på Barbados, sejlede vi yderligere sydligt ned til Tobago, hvor vi var i begyndelsen af december 1978. Herfra gik det op langs ørækken i Vestindien, og hvert nyt besøg i land bød på oplevelser og nye indtryk, så det forslog. Julen oplevede vi på en ganske lille ø Bequia, syd for St. Vincent, hvor vi var gæster hos en danskamerikaner, som havde opført et hotel på øen - det viste sig, han havde haft sin barndom i Nykøbing Mors.

Nytåret tilbragte vi på den franske ø Martinique, og den sidste halvdel af januar besøgte vi de gamle dansk-vestindiske øer. Nogle af de dejlige steder i Vestindien må beskrives nærmere.

På Barbados tilbragte vi 14 herlige dage. Noget af det, der gjorde indtryk her, var mødet med seks unge danske mænd, som alle netop havde overstået en håndværksmæssig uddannelse. I stedet for - som i gamle dage - at gå på valsen gennem Tyskland, tager man nu til dags, som disse unge, flyveren til Barbados og herfra fortsættes eventyrrejsen viden om. Vi sad på dækket, da vi pludselig hørte dem råbe: »Go' dav«. De var simpelthen hoppet i vandet og var svømmet ud til os, da de opdagede det danske flag i mastetoppen. De kravlede alle seks op på dækket, og siddende drypvåde på søgelænderet med den øl, de straks fik til velkomst, fortalte de, at de havde indrettet sig i en selvbygget palmehytte på stranden, og at det desværre af og til var en våd fornøjelse, da det regnede en del om natten på det tidspunkt. Men det danske humør var højt, de unge mennesker ville efter et passende ophold på Barbados videre til Sydamerika uden nærmere mål - de ville nærmest lade skæbnen råde. Der er altså stadig eventyrere til.

Fra Barbados gik turen videre til vores sydligste punkt TOBAGO nær Trinidad. De to øer har fælles administration, og havde vi anet lidt mere om myndighedernes påpasselighed overfor fremmede, havde vi nok ikke nærmet os øen så frygtløst, som vi gjorde.

Vi ankrede op i en dejlig bugt på den modsatte side af, hvor øens hovedstad Scarborough ligger. Vejret var vidunderligt, solen strålede ned i det klare, rene vand, og sandstranden langs bugten var ren med gullighvidt, blødt sand og med høje, slanke palmetræer dekorativt stående langs bugten så langt øjet rakte. Naturens herligheder var nok årsagen til, at vi ikke straks styrtede ind til toldmyndighederne på den anden side af øen for at melde vores ankomst. Der gik et par døgn, før vi på lejede cykler kom over øen til hovedstaden og fik kontakt med toldmyndighederne. Det var nær blevet en dyr historie. Tolderne blev helt ude af sig selv, da de konstaterede, at vi havde ligget ulovligt et par døgn – oven i købet med en brugbar riffel ombord. Den tykke, knaldsorte neger, der sad ved skrivebordet måtte op og stå og spadsere rundt omkring skrivebordet et par gange, før han fik nogenlunde luft igen. Og da han havde fattet sig, blev der tilkaldt en højere toldembedsmand - som i virkeligheden viste sig at have en hel del humoristisk sans. Han kom anstigende i fuld uniform og kunne nu selv vurdere vores udseende og tage stilling til, i hvilken grad vi syntes at true landets sikkerhed. Herpå blev danskerne bedt om at stige ind i politibilen, og så kørte vi over øen ned til bugten, og her stod vi og kiggede ud på Marco-Polo. Den lignede ikke et krigsskib. Men et gevær var der jo altså ombord. Det skulle hentes i land.

B-J underholdt toldembedsmanden, mens vi andre og en underordnet tolder blev roet ud til båden for at hente geværet. Vi kørte atter tilbage til hovedstaden, hvor skyderen blev taget i forvaring - og efter en passende afsked, besteg vi vore cykler og kørte de 20 km tilbage til båden.

Cykelturen blev en pragtfuld oplevelse. Vi kom igennem både åbent landskab med udsigt ud over det caribiske solbeskinnede hav, vi cyklede i skygge ind igennem trope-skovstrækninger, og vi kom gennem ganske små landsbyer. Vi måtte flere gange standse for at få en lille snak, og hvor var alle dog dejligt ligefremme og imødekommende.

En midaldrende neger meget sort i hudfarve og med hvidt (gråt) hår så, at B-J kom kørende hen i nærheden af et hul i vejen. Negerfar løb i forvejen, pegede på hullet og »jog« os udenom faren. Sådan mødte vi ofte betænksomhed. Noget andet er så, at man forlængst kunne have stoppet hullet i vejen, men det var ligesom ikke rigtigt blevet til noget.

Tobago's toldmyndigheder havde påbudt os at sejle MarcoPolo ind til hovedstaden, når vi ønskede at forlade øen og have geværet med os igen. Toldmyndighederne vidste bare ikke, at kaptajnen på Marco Polo ikke på vilkår ville sejle sit skib ind i den uoverskuelige havn. Det var derfor noget af en kunst, at vi fik de strenge, sydamerikanske toldembedsmænd til at køre 2x20 km gratis for os for at hente og bringe det »fordømte« gevær. Vi behøvede ikke engang at bestikke med spiritus eller andet. Det, der hjalp, var måske B-J's sædvanlige »diskrete« måde at antyde, at der gik ry helt til Europa og ikke mindst til vort hjemland - om Tobagos enestående klima og venligtsindede befolkning. Og turister og heriblandt til tider kongelige - er ethvert land jo glade for.

Man kan ikke »forlade« Tobago uden lige at omtale hovedstaden Scarborough ganske kort. Havneanlægget, hvor vi egentlig skulle have gået til kaj, bestod af en mere end faldefærdig træbro. B-J var senere ude at inspicere den i passende afstand. Hovedgaden inde i byen bestod af en smal, ujævn asfaltbelægning med utallige huller, og fortovene var direkte livsfarlige at færdes på. Butikkerne bestod oftest af træskure anbragt på de mest pragtfulde byggegrunde ned til vandet. Hvilken smuk bebyggelse under palmerne og ved havet kunne ikke opføres her. Alt dette var en udtalt kontrast til den fine flyveplads og de store hoteller på den anden side af øen. Men som sagt, befolkningen på den nøjsomme ø lyste af venlighed og tilfredshed med tilværelsen.

På Tobago havde man i øvrigt en fortræffelig skik som gjorde det unødvendigt at leje cykler, hvis man ikke lige var ude på at motionere. Man kunne standse en hvilken som helst privatvogn og ville straks få kørelejlighed, såfremt der var plads i bilen. Og så kunne man blive kørt hvorhen man ville imod et beløb, som chaufføren altid oplyste på forhånd og som skulle hjælpe med til benzinindkøb. Vi oplevede aldrig, at der blev forlangt for meget, snarere tværtimod. Vi syntes, vi fik meget for pengene, da det i sig selv var en oplevelse og fornøjelse at blive kørt omkring på øen af de indfødte, høre dem fortælle om deres ø og opleve, hvorledes de havde det med hinanden. Der fandtes på øen ingen offentlige transportmidler, og det ville også være unødvendigt, så længe den hjemme-lavede biltransport fungerede - og biler var der nok af.

I længden blev det for varmt at cykle. Vi var nu nede på den 11. breddegrad nord for ækvator, og så varmt havde vi ikke haft det før, som netop nu. Det var umuligt at sove med de danske vattæpper over sig, dynebetrækket uden vattæppe var løsningen, selv om det også var for varmt. Men vi vænnede os til temperaturen og sov udmærket, selv om el-vifternes snurren larmede hele natten. Det var 12 volts vifter af den slags, der anvendes i bilerne, og dem havde vi stor glæde af på rejsen hele vejen fra Tobago op til Bahamaøerne.

Mod nord op i Det caribiske hav.

Fra Tobago fortsatte vi den 13. december mod nord. Tobago blev altså det sydligste vi kom, og vi sejlede herefter op langs øerne, der danner barrieren mellem Atlanterhavet og det Caribiske Hav.

Den første ø, vi lagde kurs efter, var Grenada. Det blev atter til natsejlads. Vi listede forsigtigt ud fra bugten ved Tobago lige før solnedgang med lys nok til at se at komme udenom det langstrakte rev udenfor bugten. Vindstyrken var 7-8 Beaufort det meste af natten, den kom ind som bidevind, og der måtte skiftes til mindre sejlføring, fordi vinden drev os for stærkt frem. Der var hele tiden det problem ikke at nærme sig øerne før vi havde dagslys, det ville være umuligt at gå i havn i nattens mulm og mørke.

Vi lærte snart, at et lys eller fyr angivet på sø-kortet ikke altid svarede til virkeligheden.

Alle de maritime hjælpe- og sikkerhedsforanstaltninger vi var vænnet til hjemmefra, fandtes ikke her, hvor vi havde mest brug for dem. Men dagslyset var der ikke lavet om på, og ved 7 tiden den følgende morgen - 14. december - havde vi Grenada foran os. Selve indsejlingen blev vanskelig nok, idet Grenada var en af de øer, vi ikke havde specialkort til. Vi havde stort oversigtskort, men ikke kort over bundforholdene i indsejlingen. Hvad gør man så? Vi listede os nærmere, vi holdt øje med sejlerne på vej ind eller ud, og et par af os stod opmarcheret på dækket for at notere sig farven i vandet. Så længe vandet var dybblåt eller mørkegrønt, var der ingen fare, men ved lysegrønt eller næsten farveløst hvidt genskin fra bunden, var det småt med vand under kølen. Selv en kort strækning kan tage timer, men da vi omsider var inde, ankrede vi op i et paradis af skønhed og hygge. Alle besværligheder var glemt.

Her var utrolig smukt hele kompasset rundt.

Fra strandbredden rundt i lagunen rejste sig tætbevoksede, frodige grønne bjergsider, og i dalene stod palmerne tæt og svajende blidt for vinden. Hovedstaden lå lunt i bunden af bugten nedenfor bjergene, man så tydeligt de mange huse ude fra søen, men søkortet fortalte, at det ville være uklogt at sejle direkte til. Forsvarligt dybt vand fandtes kun ad en kroget skibspassage ind til lagunen, der nærmest lå ved bagdøren til hovedstaden St. George på Grenada.

Marco-Polo fandt vej herind den 14 december, og alle så nysgerrigt på, hvem den nyankomne var. Øjet gled straks op til toppen af bagmasten - og på MarcoPolo hang der et præsentabelt, splinternyt Dannebrog, hvor de hvide og røde farver stod særdeles godt til den blå himmel og det solbeskinnede vand. Noget andet er så, at vi skiftede det fine, nye flag ud med et gammelt slidt, når vi var på de større stræk, som f.eks. over Atlanten, hvor man ikke møder en levende sjæl i flere uger.

På skibets sider, stod der med store, sorte bogstaver: »Marco-Polo«, ”Danmark”, og på agterstavnen, så man det, der for os virkede så hjemligt, der stod bare: "Marco-Polo", Skive.

Mens vi lå på Grenada fortale Carsten fra Esbjerg en aften, at han nok ville slutte sin tur med os nu. Han er fiskersøn og vant til at fiske på Nordatlanten. Nu da han havde været med i 4 måneder, ville han tage flyveren hjem for at genoptage fiskeriet og tjene lidt penge på ny. Vi forstod hans bevæggrunde og skiltes som bedste venner, men glemte ikke at fortælle ham, at han skulle huske at tage uldtøjet med, når han stod til søs i det nordlige. Her render vi dagen lang rundt i badetøjet, vi har 41 gr. omkring os, når vi er på dækket, og nede i kahytterne er der konstant mellem 30 og 32 gr. varme. Vi nød de tidlige morgentimer og aftenerne, men timerne midt på dagen var for tiden lidt af en belastning, i hvert fald hvis vi var nødt til at udføre et stykke arbejde. Og årsagen var, at vi befandt os på 12. breddegrad, altså ikke særlig langt fra ækvator.

Dagene gled bare af sted. Vi havde ustandselig noget, der skulle gøres, men vi nød at kunne sove hele natten igennem - til forskel for de tidspunkter, hvor vi sejlede natsejlads. Da var der vagt ved roret på skift for alle mand, også selv om man var en pige.

Oplysninger om Marco-Polo.

Enhver, der selv sejler eller har interesse for sejlads vil gerne have oplysning om andres både. Marco-Polo kan kort karakteriseres som en dansk motorsejler, en Nelson 37. Den blev bygget i 1973 på Kolding Yachtværft, og i 1974 blev den som ny købt af B-J. Dens egenvægt er 12 tons, dens længde 11,40 dens bredde 3,40 meter og den stikker 1,60 m. Dens fribord ved forstavn er 1,80 meter (fra vandlinje til dæk) og fribord agter 1,35 m. Der er ståhøjde overalt, og der er god plads både til at lave mad og til at spise i midtersalonen. I for- og agterkahyt er der tænkt på toilet- og bruserum, og navnlig brusebadet har været en velsignelse i varmen, når vi har ligget på steder, hvor badning fra båden ikke har været tilrådeligt, enten på grund af snavset vand, eller hvor vi har kunnet se hajer i farvandet.

Der er rummelige køjer til 6 personer og godt med stuverum. I bunden af skibet ligger en marine-diesel motor på .72 hk, og til at sørge for fremdriften i øvrigt er der ikke så få sejl med om bord. Højeste sejlføring er på 67 kvadratmeter, samt en spiler på 90 kvadratmeter.

Forsat sejlads.

Marco-Polo sejlede fra Grenada til den lille ø Bequia syd for St. Vincent. Vi kom hertil 20. december og havde valgt at gå ind i bugten, fordi den af alle sejlere var blevet så rosende omtalt. Mange havde ligefrem sat hinanden stævne her for at fejre julen sammen i den meget beskyttede bugt. Allerede i Las Palmas havde vi aftalt at mødes med nogle englændere her, men de nåede ikke frem, mens vi var der.

Mødet med Kaptajn Thomsen.

En af de store oplevelser på Bequia var mødet med en gammel dansker, der stammer fra Nykøbing Mors, kaptajn Niels Peter Thomsen. Bekendtskabet opstod en morgenstund, da han modsat de stærkt motoriserede amerikanere kom roende forbi vores båd med to unge negerdrenge ved årerne. En høj, tynd, ældre herre i hvid skjorte med opsmøgede ærmer og hvid kalot råbte os an. Vi fattede, at endnu en dansker ville hilse på os. Hvad hele øens befolkning og vidt omkring liggende øers befolkning vidste - anede vi endnu ikke, men den ældre herre var mangemillionær og nu som 74-årig kunne han se tilbage på et eventyrligt liv som kaptajn i US Coast Guard, hvor han blev højt dekoreret under 2. verdenskrig. Hans velstand stammede fra en postrute, han havde etableret til den lange økæde Aleuterne ved Alaska. Under sit ophold i disse egne, opfandt han en metode til at rense kløerne på de store King Crabs - en opfindelse, som han solgte for 6 millioner dollars kontant. Nogle af pengene lod han anbringe i Bequias eneste hotel, og desuden investerede han i øens eneste skole. Der er ikke noget at sige til, at han overalt blev betragtet som en al-fader.

Kaptajn Thomsen inviterede os til at tilbringe juleaften på sit hotel, Friendship Bay Hotel. Det lå på den anden side af øen med vidunderlig udsigt ud over en stille bugt med lange sandstrande. For at nå derover, skulle vi passere bjergryggen, der strakte sig på langs af øen, og Thomsen havde om dagen sin jeep stående til at klare transporten. Der var ikke den sten og det hul den vogn ikke kunne jumpe over, så det gik fint.

Hotellets store spisesal havde glasruder i stedet for vægge og udsigten var enestående. Det var det smukkeste sommervejr udenfor, så det virkede temmelig kontrastfyldt at befinde sig i en sal, hvor man havde anstrengt sig for at juledekorere så godt sted og varme tillod det. Der var udsmykket med guirlander i alle regnbuens farver og små kulørte lamper, og navnlig da mørket faldt på, virkede det hyggeligt, men vi savnede det danske juletræ.

I spisesalen blev vi modtaget af hotellets kok, der viste sig at være chefkok Bent Jørgensen fra Divan 1 i Tivoli. Udenfor Tivoli-sæsonen tilbringer han hvert år resten af tiden på Bequia, hvor gæsterne nyder godt af dansk madlavning i topklasse. Det var nu 10. år han arbejdede som kok for kaptajn Thomsen.

De mange amerikanske gæster på hotellet kom ned i spisesalen, og da amerikanerne ofte er umiddelbare, kom vi hurtigt på talefod med gæsterne i salen.

Kl. 19.30 gik vi til bords, og til vores glæde satte Mr. Thomsen sig ved hovedbordets bordende og fik det således arrangeret, at Marco-Polo's besætning sad ham nærmest - med mig ved borddamesiden.

Under hele middagen var kaptajn Thomsen en særdeles prægtig bordherre - når han var der, men mindst 10 gange sagde han: »Excuse me«, og forsvandt fra bordet. Det elektriske lys fra øens el-værk gik ud med jævne mellemrum, og nede i kælderetagen havde Mr. Thomsen sine generatorer stående i fare for at brænde sammen - eller hvad der nu kunne ske.

Han så mellem suppen og flæskestegen alarmeret ud adskillige gange, og så fulgte vi hans intense vandren fra og til bordet. Først hen i desserten blev han siddende længe nok på stolen til at fortælle om sit spændende liv og til at recitere et smukt selvlavet digt for os, men da var det elektriske lys også vendt tilbage.

Af en 74-årig var kaptajn Thomsen særdeles adræt og åndsmæssig velbevaret. Han fortalte om tiden omkring 60 års alderen, hvor han den ene dag var ejer af 1500 amerikanske dollars og den næste dag flere gange millionær i samme gangbare mønt. Men der havde også været skyggesider. Mr. Thomsen udtrykte det således: ”Efter at jeg havde fået succes, ønskede mange at blive ven med mig. Jeg opdagede, at pengene egentlig ikke betød nogen væsentlig ændring hos mig selv, men derimod forandrede pengene mine venner. For mig var pengene et middel til at kunne foretage mig noget nyttigt, for mange andre var pengene noget, de tilbad i sig selv”.

Da Mr. Thomsen kom til den lille smukke ø Bequia, lagde han en stor sum dollars på bordet og bad myndighederne om at opføre en skole for pengene. Da han vendte tilbage til øen senere, var skolebyggeriet endnu ikke sat i gang. Det forårsagede, at Thomsen blev på øen for selv at tilse, at skolen blev rejst. Imens dette stod på, fik han øje på muligheden af at drive hotel på øen, og han købte tilstrækkeligt land op til også at gennemføre den plan.

Ved 22 tiden var middagen forbi, og kaptajn Thomsen trak sig tilbage, idet vi takkede for en dejlig juleaften. Vi havde bestilt taxa til at hente os tilbage til havnen, og vi syntes aftenen var så smuk, at vi begav os lidt til fods langs stranden, imens vi ventede på at blive kørt hjem. Taxaen dukkede aldrig op, og vi nænnede ikke at vække folkene på hotellet, som efterhånden havde lukket og slukket.

Vi startede derfor til fods op over bjergryggen på en vej med dybe huller og ujævnheder og ofte uden afskærmning ud til bjergets sider ned mod dybet. Det var buldrende mørkt, og vi kunne kun gennemføre turen, fordi vi havde tænkt på at tage lommelygterne med. Vi var bare spændt på om batterierne holdt til hele turen, der tog os 2 timer.

Og så sluttede vi juleaftenen med roturen ud til Marco-Polo godt tilfredse med at have gennemført motionsturen. Vi var mindre tilfredse med aftenens sidste oplevelse, idet vi blev påsejlet af en hurtiggående gummibåd, mens vi i mørket roede ud til skibet. Et øjeblik troede vi, at vi skulle en tur i baljen, men det gik lige.

Nytårsaften på Martinique.

Da julen var ovre, sejlede vi videre nordvest langs Windward Islands, som de kaldes den første strækning. Nytåret tilbragte vi på den franske ø Martinique, hvor vi ankrede op i bugten ved Fort-de-France.

Vi sejlede ind i bugten ved 10 tiden om formiddagen og fik toldeftersynet overstået forholdsvis hurtigt. Inden butikkerne lukkede, nåede vi at »redde« aftensmaden, og der blev købt champagne i anledning af datoen, 31.12.78. Præcis kl. 19 stod B-J og hans besætning på agterdækket af Marco-Polo - klokken var 24 hjemme i Danmark, og vi ville skåle med hjemlandet.

Champagneproppen knaldede ud over bugten, og vi ønskede hinanden godt nytår. Mørket faldt på, og petroleumslampen lyste hyggeligt på bordet, mens vi sad en stund og nød den lune decemberaften. Der skal nok have været 26 grader i den stille, stjerneklare aften.

Vi fortsatte nede i kahytten, hvor middagen blev serveret. Den bestod af kylling, og det har den gjort adskillige gange siden. Kan man ikke få andet kød, er man i hvert fald sikker på kylling. Det findes i tonsvis i alle levnedsmiddelforretninger på selv den mindste ø, frosne kyllinger, som i optøet, velgennemstegt tilstand smager fortræffeligt. Og ikke mindst, når der bliver serveret en flaske rødvin til. Det blev der nytårsaften, og lidt hen i kyllingen åbnede BJ rødvin nr. 2 - ud fra den betragtning, at vi bare kunne slå proppen i, når vi var kommet halvt ned i flasken - men som tiden skred frem, blev det ikke nødvendigt at bruge proppen. Vi var i et dejligt humør, da vi tog den røde jolle og roede ind til den nærliggende franske sejlklub. Herinde var der gang i dansen, og ved den åbentstående dør stod dørvogteren og passede på, at ikke-medlemmer ikke slap ind. B-J kiggede ind i salen, og i løbet af et sekund, mens dørvogteren havde opmærksomheden rettet andetsteds, befandt jeg mig på dansegulvet sammen med B-J. Straks skete der ikke noget, men efterhånden opdagede gæsterne i salen os. De smilede og vinkede og efterhånden var vi »kendt«. Det blev lidt for meget, så vi trak os ud af salen og gik en tur gennem byens gader. Her var overhovedet intet, som tydede på fest og stemning en nytårsaften. Gaderne lå øde hen, og et par ledige taxachauffører på vores vej kunne bekræfte, at alt var lukket på denne aften. Der fandtes ikke et eneste sted, hvor de kunne anvise os at gå hen. Ulykken var jo ikke så stor for os, men det undrede os alligevel, at alt var så privat.

Da vi passerede sejlklubben fra tidligere på aftenen, var dørene lukkede, men vi kunne høre de morede sig indenfor. Dørvogteren var mere påpasselig denne gang, så nu var dørene altså lukkede.

Som B-J sagde: »Det skulle lige have været derhjemme, der havde vi givetvis gerne budt et par fremmede langturssejlere velkommen i sejlklubben.

Da kl. var 24 lokalt blev stilheden i Fort-de-France bugten brudt som efter aftale. Alt, hvad der kunne larme på de opankrede skibe i havnen, kom i sving. Der blev truttet med tudehornene, ringet med skibsklokker og larmet på instrumenter. Vi havde en trompet ombord, og truttene herfra har nok gjort mangen et skibshorn grøn af misundelse. Det brogede truttekor fra bugten blev besvaret af bilhornene på land, alt mens farvestrålende raketter skød til vejrs. 20 minutter over kl. 24 var havneområdet på ny lige så stille og mørkt, som før, og sejlklubben på land overfor var ved at lukke gæsterne ud.

Fortidens katastrofe på Martinique.

Mens vi var på Martinique tog vi køretur op til øens nordlige del for at bese den historiske by St. Pierre og dens museum. Vi ville se den by, som 7. maj 1902 blev udsat for en katastrofe, da udbrud fra den nærliggende vulkan på bjerget Mt. Pelée dræbte 30.000 mennesker ved fremvæltende glødende lava og varmepåvirkningen. Det fortælles, at kun eet eneste menneske overlevede, en yngre mand, som havde befundet sig som fange i fængslet i en kælder dybt under jorden, og hvorfra det var lykkedes at grave ham ud. På museet fandtes billeder, som bedre end ord fortalte om katastrofens omfang. Hele byen var blæst væk, kun nøgne mure og ruindynger stod tilbage. Det mindede uhyggeligt om, hvad mennesket selv kan finde ud af i krigstider, når det gælder om at destruere hinanden.

I dag er byen genopbygget lige på nær en plads i nærheden af museet, hvor sortsværtede, triste ruindynger står som minde om katastrofen på Martinique.

Det gik atter nordpå. Den 8. januar 1979 ankom vi til den britiske ø Antiqua i hård modvind, men fandt god beskyttelse i den smukke bugt ved English Harbour. Vi lagde os for anker yderst i bugten, men fik i øvrigt senere et godt indtryk af Antiquas marina. Marina området var omgivet af minder fra den engelske storhedstid på øen. Et fornemt Fort stod her omgivet med lige så britisk fornemme tilbygninger. I dag var bygningerne indrettet til paskontrol og politistation. Andre bygninger var omdannet til yacht værft, souvenir-butikker, turistkontor og sejlmagerværksted.

Et nærliggende supermarked sparede os for provianteringstur længere inde på øen.

Hos Tandlægen.

Men en tur over øen fik vi dog, idet det under opholdet blev nødvendigt for mig at komme til tandlæge. En plombe var tygget ud og skulle repareres, i hvert tilfælde midlertidigt. Jeg har det overfor tandlæger, som mange andre, rigtig godt hunderæd. Derfor virkede det ikke beroligende, da jeg, efter 1 times venten i et dystert venteværelse, hvor gulv, vægge og inventar havde set bedre dage, blev vist ind til en 2 meter høj, knaldsort neger. Det var tandlægen. Radiotransistoren larmede i baggrunden og den elektriske vifte snurrede på livet løs lige ovenover det elektriske bor. Jeg fik anvist plads i stolen og lod som om det var med største fornøjelse jeg satte mig. Men jeg havde ikke behøvet et øjebliks frygt. Det hygiejniske var i orden, tandlægen vaskede hænder, som skulle han til en operation, og der var et vidunderligt misforhold mellem negerens kæmpestørrelse og med hvilken nænsomhed og påpasselighed han forestod behandlingen.

Marco Polo i Vestindien

Blev modtaget af Victor Borge på havnen St. Croix

Fredag d. 12. januar 1979 var Marco-Polo atter på havet. Vi havde forladt den britiske ø Antigua tidligt morgen, og 145 sømil foran os - det samme som 2 dage og 2 nætters sejlads - håbede vi at have St. Croix i sigte.

Det første døgn gik forholdsvis fredeligt med godt vejr, men på 2. døgn trak skyerne sammen, og den påfølgende nat blev ret anstrengende med kraftig blæst og regn. Vi havde ikke forestillet os, at det blæste så kraftigt i det caribiske, men efterhånden har vi været igennem så mange dage med kraftig vind, at vi vil foretrække det danske sommervejr med normal mængde vind. Vi tør overhovedet ikke tænke på, hvorledes det må være i Vest-Indien, når der er sæson for hurricanes - de orkaner, der fejer hen over området og efterlader alt i kaos. Øerne St. Croix, St. Thomas og St. John ligger indenfor det man herovre kalder hurricane-bæltet, og overalt i Vest-Indien holder man nøje tal på orkanerne, følger dem ad teknikkens vej og advarer befolkningen over radioen tidsnok til at man kan tage sine forholdsregler.

Da vi søndag morgen d. 14. januar kunne se konturerne af St. Croix dukke op i horisonten, nærmede vi os med lidt andre følelser, end overfor hidtidige øer, vi havde besøgt. Dette var trods alt gammel, dansk jord. Det forekom os næsten ubegribeligt, at vores lille land så fjernt herfra havde været i stand til at gennemføre kolonisation af øerne i slutningen af det 16. århundrede og begyndelsen af det 17. århundrede. Det var dengang i de såkaldte »sukker-dage« at lande som Frankrig, England, Holland og altså sidst Danmark tilegnede sig ejendomsretten til øerne. Vi købte St. Croix af Frankrig under Napoleonskrigene, og vi fortsatte ejerforholdet indtil 1917, hvor de dansk-vestindiske øer blev solgt til USA for 25 millioner dollars.

Vi havde forestillet os at møde en ø, som siden 1917 rimeligvis var blevet meget amerikaniseret, men vi tog fejl. St. Croix var den ø af de tre, som havde bevaret mest fra danskertiden. Vi sejlede gennem skær og rev i sik-sak ind til havnen i hovedstaden Christiansted, og efter en runde inde i havneområdet, fandt vi en »stille krog«, hvor vi lod ankeret gå på 2 1/2 meter vand. Selv om vejret var strålende, krøb vi til køjs nogle timer for at få en tiltrængt søvn, og herefter var vi klar til landgang. Vi roede jollen ind til broen ved marinaen og glædede os til en rigtig god spadseretur i land. Vi forestillede os en stille tur - det var jo søndag eftermiddag.

Det første menneske, vi overhovedet så på marinaens søndagsstille område, var i stand til at tale dansk. Det var Victor Borge. Han stod på agterdækket af sin motoryacht og havde set Marco-Polo stå havnen ind. Så blev det til en snak om sejladsen, og da Borge var interesseret i at høre mere om vores færd, blev han så ægte forbavset, at der undslap ham et »ih, du alforbarmende, det var dog enestående«. Han var overrasket over, at vi havde været så længe til søs og selv havde sejlet båden over. Den normale fremgangsmåde for folk, der ønsker at sejle som turister i det caribiske, er at komme flyvende dertil og leje en båd på stedet.

Victor Borge må have husket os en tid, for stor var min overraskelse, da jeg meget senere modtog brev fra min mor. Hun skrev, at hendes veninde i Århus havde fået brev fra Victor Borge, som fortalte, at han havde mødt nogle sejlende danskere. Mor spurgte, om det var os ? Det var det altså. Verden er stadig sammenhængende.

Ønsket om en spadseretur fik vi til fulde opfyldt. Der var 3-4 km's gåtur langs havne-området ind til den egentlige bydel, og det var en tur, vi kom til at gå mange gange i de dage, vi var på øen. På denne strækning fandtes ingen form for offentlig transport, og vi var kommet i land for at røre benene, ikke for at køre taxa, hvilket ville have kostet 5 dollars pr. tur. Til gengæld havde vi fornøjelse af den offentlige transport, som havde opsamling på en plads i den anden ende af byen. Satte man sig ind i en bus her, kunne man blive befordrer rundt for en halv dollars, ligegyldigt om man kun skulle 3 stoppesteder frem eller hele øen på langs, og ligegyldigt, om man var voksen eller et barn. En halv dollars ned i bøtten ved indstigningen og ingen pjank med byttepenge eller mønter.

Vi tog selvfølgelig øen på langs og fik et vidunderligt indtryk af St. Croix, som mere lokalt er kendt under navnet »The Garden of the Antilles«. Det var netop som at køre gennem en have med frodig, tropisk vegetation og med farvestrålende eksotiske blomster så længe man kørte på den vestlige side af øen, mens terrænet skiftede karakter til det golde, bjergrige ude ved øens østlige ende. Imellem de to yderpunkter så vi bølgeformet højland med græsgange, landområder, hvor man i svundne dage dyrkede arealerne intenst, eller hvor man havde haft kvægbrug. Vi passerede adskillige sukkerplantager, som stadig er i live, men ikke i nært samme antal, som tidligere.

I plantagernes storhedstid var der over 300 herregårde på øen, et pænt antal på en ø, der kun er ca. 55 km lang og ca. 16 km på det bredeste sted. Dengang blev der dyrket sukkerrør, så det forslog, og man fremstillede biproduktet - rom. Men som tiden gik, slog både det ene og andet fejl, forårsaget dels af naturkatastrofer med ødelagte afgrøder til følge, dels af forringelse på verdens-sukkermarkedet. Færre og færre forblev i erhvervet.

I dag er det turismen, der er den helt afgørende faktor i øernes økonomi. Og det er også et forbavsende stort antal turister, der årligt besøger U.S. Virgin Islands, som de 3 tidligere danske øer er medlemmer af. Turiststrømmen kan på et år betyde 100 millioner dollars på indtægtssiden.

Vi havde ikke indtryk af at priserne var sat særlig meget op. Tværtimod var mange varer ret billige. I et stort supermarked, ca. 15 km fra Christiansted, kunne man f.eks. købe en flaske skotsk whisky for 20 kr., og samme sted kunne den herligste rom købes for 10 kr. flasken. De almindelige husholdningsvarer lå et pænt stykke under danske priser, og en sød sommerkjole kostede bare 30 kr.

Men selvfølgelig var der også sørget for at trække penge ud af turisterne. Så snart man var gæst på en af de mange restauranter, eller hvis man ønskede at købe ind i de farvestrålende souvenirbutikker, der lå tæt ved kvarteret omkring den hyggelige marina, var det penge ud af lommen.

Vi befandt os godt i St. Croix hovedstaden Christiansted. Byen er nok en af de mest charmerende byer i hele Vest-Indien, sådan som den ligger ned til vandet med dens rødtagede, pastelfarvede smukke huse bygget i det 18. århundrede og stadig velholdte i de foretrukne lyserøde, blå eller gule farver. Og ved husene er der altid blomster i fuldt flor - på denne årstid så vi oftest vilde orchideer eller de smukke hibiscus i blomst i så rigt og overvældende antal, at det lignede fråds.

I forretningskvartererne har man overdækkede fortove, idet husmurene ender i overbyggede træ- eller stensøjler i grundetagen, og det virker hyggeligt og praktisk i regnvejr og giver behagelig skygge og kølighed i de hede solskinstimer midt på dagen.

Vi gik rundt i byen og følte os hjemme i gader som Kongens Gade og Dronningens Tværgade. Gadeskiltene hænger stadig på husmurene, og gade op og gade ned står endnu de smukkeste bygninger og vidner om godt, dansk håndværk. Vi følte, at mange stadig hæger om danskertiden, en svunden romantisk tid, som efterkommerne gerne fortæller om, og med nærmest stolthed i stemmen nævner, at deres bedstefar eller hvem det nu var, var dansk.

Sådan gik det med den herre, der repræsenterede paspolitiet på øen og derfor også skulle have vore papirer fremlagt. På rivende amerikansk fortalte han, at hans far kom fra Ålborg, og at faderen i 1902 var kommet til St. Croix som gendarm. Selv hed han Axel Ovesen, men mellem Axel og Ovesen opremsede han 6-7 andre amerikansk - klingende fornavne i lyntempo, så det var umuligt at få fat i bare ét af dem. Det var dejligt at se en embeds-mand i så godt humør. Han kunne sige »skål« og »farvel« og et par andre danske ord, men han kunne ikke klare den traditionelle »Rødgrød med fløde«.

På vores daglige tur mellem havn og by passerede vi det gamle Fort Christiansvaern, opført i 1743 med fangetårne og det hele - et kæmpemæssigt bygningsværk med stadig velholdte bourgognefarvede mure og kridhvide trærammer. Her kunne man gå frit omkring og fra de højtliggende mure nyde udsigten ud over havet og samtidig kigge ned til vores båd og notere sig med om ankeret holdt.

Inden vi forlod St. Croix nåede vi at gæste restaurant Tophat, en dansk restaurant, der drives med fynd og klem af det unge værtspar Bent og Hanne Rasmussen, København. Sammen med deres dygtige kok Ib Sørensen sørger de godt for det væld af gæster, der finder op midt i byen, hvor restauranten ligger. Det er ikke billige priser, stedet er kendt for, men især amerikanske turister betaler gerne for at komme til et godt madsted.

Festlig havn på St. Thomas.

Kun en halv dagsrejse fra St. Croix ligger St. Thomas, og hertil ankom vi fredag d. 19. januar 1979. I klart solskinsvejr og med jævn vind gled vi ved 16-tiden ind i det store havneområde ved hovedstaden Charlotte Amalie. Her kom vi i selskab med et utal af fremmede både. Vi opgav at tælle lystsejlernes antal, men konstant kunne vi se 7 krydslinere - kæmpestore luksusskibe - opmarcheret langs kajanlægget. Om dagen sendte luksuslinerne en strøm af købelystne turister ind i Charlotte Amalie's gadenet, og om natten lå skibene ved kajen med alle lys tændt, et lyshav, der gjorde al anden belysning på havnen unødvendig. Der er en grund til at så mange store og små både holder til her, idet Charlotte Amalie havn i mange år er blevet betragtet som den fineste og sikreste natur-havn i hele Caribien. Desuden er St. Thomas frihandelsområde.

Charlotte Amalie er i sig selv ikke charmerende eller hyggelig-dansk, som Christiansted er det på St. Croix. Men byen er interessant bl.a. ved den amerikaniserede måde, hvorpå man har udnyttet de gamle pakhuse langs havneområdet. Hvert eneste pakhus er omdannet til juvelerforretning - eller parfumeforretning - eller store spiritusforhandlings-steder. Side om side ligger de tre former for varer, guld, sølv, parfume og spiritus, hele hovedgaden igennem, og kun en enkelt gang har en forsigtig sko- eller manufakturfor-retning sneget sig ind imellem guldet og spiritusen. Det er en ejendommelig hovedgade, og hver eneste dag er der travlt, søndage inklusive. Amerikanere i superfantasifuldt dress har travlt med at handle fordelagtigt i de taxfree forretninger. Trods det skattefrie må man nu nok sige, at man set med danske øjne ikke får guldet forærende her.

Vi havde lagt Marco-Polo for anker ud for den strandvej, der løber langs kystlinjen, og herfra havde vi udsigt ind over byen. På et bakkedrag højt over byens tage så vi dagligt Dannebrog vaje fra hustaget af en hvid villa med rødt tegltag - den danske ambassadør Thomsens privatvilla. Senere undrede det os at se så mange danske flag blive hejst langs strandvejen, og en dag spurgte vi en ældre neger om årsagen til flagningen, alt mens han ved solnedgang sænkede flaget. »Jo«, forklarede han, »på alle nationale dage flager vi altid med tre flag side om side: det lokale, det amerikanske og det danske - det sidste til minde om den tid, da vi var danskere. Og det er over 60 år siden.

Som nævnt tidligere forlod Carsten fra Esbjerg os på Granada. Nu, hvor vi var nået til St. Thomas, sagde også Henrik fra. Han ville prøve at komme videre op i USA , og vi ønskede ham alt vel.

Selv om vi således nu kun var 3 personer om bord, mente vi os godt nok i stand til at fortsætte sejladsen uden at erstatte de to afmønstrede gaster. Ikke mindst den 16 årige Flemming var blevet en rigtig sømand, der uden vrøvl og med stor pligtfølelse tog sin tildelte vagttørn.

Fra St. Thomas er der bare 10 sømil - ca. 18 km - over til St. John, og vi nød turen.

Vejret var ganske friskt denne onsdag d. 24, januar, og vi havde vindstyrke 6 i stik modvind, så vi undgik ikke vand på fordækket. Men solen strålede, sollyset gnistrede ned i havet, og vi havde en vidunderlig udsigt til de omkringliggende øer, hvoraf flere var ubeboede.

Naturskønne St. John.

Vi gik ind i Great Cruz Bay på St. John. Øen rundt er der den ene tiltrækkende bugt efter den anden, og da vi ikke kendte nogen af dem, tog vi den nærmeste, idet vi kunne se mastetoppene fra en del lystsejlere inde i bugten. Indsejlingen til bugten var smal, men inde i selve bugten var der rigelig plads. Da vi havde sænket ankeret og kigget noget på nabobådene, blev vi klar over, at der var noget, som ikke rigtig passede sammen. Der var 10-12 både, men ikke et menneske at se. Bortset fra en negerfamilie med nogle børn inde på stranden, var vi de eneste mennesker i bugten. De sejlbåde, vi så, lå opankrede, nogle med afmonterede master. Ejerne havde valgt bugten her, fordi den af naturen var skabt som et »hurricane-hole«, hvor ingen orkan kunne beskadige skibene, mens de ventede på sejlersæsonens begyndelse. Først efter nogle dages forløb dukkede enkelte ejermænd op og kiggede nysgerrigt hen til deres fremmede nabobåd.

Af de tre gamle dansk-vestindiske øer er St. John den mindste med sine ca. 2.500 indbyggere imod ca. 46.000 på St. Thomas og ca. 50.000 på St. Croix. Men St. John var på sin vis den ø, der betog os mest, efterhånden som vi kom omkring på øen og så dens naturskønhed og hørte lidt ø-historie. Det siges bl.a., at vejret på St. John er så godt, at den ellers allestedsnærværende forkølelse ikke eksisterer her.

Vi sejlede ind til andre af St. John`s mange smukke bugte og fik lidt historie med på vejen. I Coral Bay blev det fortalt, at admiral Nelson i sin tid havde udnævnt denne bugt til bedst egnet naturhavn i hele området Lesser Antilles, idet bugten kunne rumme 200-300 skibe ad gangen, og det talte jo godt for øens fremtid økonomisk set. Men fremtidsdrømmen blev kvalt i 1733, hvor slaverne på St. John rejste sig i oprør mod de hvide. Det lykkedes dem at dræbe så godt som alle hvide samtidig med at de røvede, plyndrede og afbrændte alt, hvad de kom om ved. Da de endelig blev omringet af franske tropper, skød de sorte mænd hinanden, og kvinder og børn kastede sig selv i havet.

Siden den tid har øen levet en tilbagetrukken, stillestående tilværelse. De indfødte lever let og afslappet, de samler blade fra træerne til rom-fabrikkerne på St. Thomas, de laver trækul, væver fine kurve og driver fiskeri. De ved godt, at deres ejendom - ofte store landområder - er mange penge værd, men i generationer har de været dybt knyttet til deres egen jord. Selv det mest fristende tilbud er blevet mødt med ligegyldighed.

Trods dette lykkedes det alligevel senere for Laurance Rockefeller at købe 4000 hektar af øens mest storslåede smukke stykke land, hvorpå han forærede landområdet til den amerikanske regering. Formålet hermed var at skabe en National Park, i dag kaldet Virgin Islands National Park, hvor man har sikret eftertiden samme naturskønhed, som man kan glædes over i dag. Området indbefatter plantagerne omkring Caneel Bay, hvortil vi frit kunne sejle Marco Polo ind og lægge os for anker. Vi syntes det var den smukkeste bugt, vi hidtil havde set. På selve stranden, men godt gemt bag palmetræer, lå et hotel bygget i én etage, men så langstrakt, at det fulgte bugtens linje og faldt godt i harmoni med naturen. Turistbrochurerne fortalte os, at hotellet havde været vært for kendte personer som Aga Khan og sidst, udenrigsminister Kissinger - sidstnævnte havde valgt at holde sin honey moon på stedet .

Selvfølgelig skulle vi prøve at spise lunch her, og øjnene stod på stilke, da vi kom ind og så et enormt tagselvbord med alskens lækkerier. Her var varmt og koldt, salater, sild, frugter både syltede og friske, her var banansuppe, som vi kun tog én portion af, og her var et specielt bord dækket med pie's og andre nybagte kager: jordbærkage, brombærkage, chokoladekage, nøddekage og flere endnu. Jeg tror nok, at Flemming og jeg kom hele kagerepertoiret igennem, hvorimod B-J tog en ekstra omgang af det varme. Det var i øvrigt en af de få gange vi spiste ude, for dels skal lækkerierne være særdeles gode for at give valuta for prisen, dels har sejlere i almindelighed den vane, at kokkerere nede i deres egen kabys.

Det er i det væsentlige klimaet og naturen, der trækker turisterne til St. John. Selve hovedbyen Cruz Bay Town er for lille og spredt til at virke som by. Vi havde efterhånden set nogle toldbygninger rundt omkring på sejlturen - men aldrig et toldkontor, som det, de har på St. John. Det mindede om et hønsehus, og det stod på høje pæle. En træstige var sat til, så vi kunne komme op og få toldpapirerne bragt i orden og få det lokale stempel i passet. Vi begav os tilbage til hovedvejen for at komme »hjem« til Marco-Polo, og ligesom på vejen ud, blev vi igen opfordret til at stige ind i den første bil, der viste sig. De fastboende tager gerne turister med op, det byder altid på en oplevelse for begge parter at få en snak sammen. Vores chauffør denne gang var fra USA. Han og konen havde købt hus på St. John og nød deres ferier her i vintertiden. Resten af året gik med arbejde på deres farm ikke langt fra New York.

Sejlede ind i en storby på Puerto Rico.

Fra St. John sejlede vi d. 30. januar 1979 tilbage til St. Thomas, og her blev vi, indtil vi 4. februar satte kurs mod Puerto Rico, som vi nåede et døgn senere.

Indsejlingen til hovedstaden San Juan var ikke hyggelig med høj brænding på hver side af indmundingen og med hårdt vindpres fra Atlanten. Vi holdt vejret og håbede, at hvis MarcoPolo fandt på at lave motorstop, så skulle det ikke være lige nu. Vi kom vel ind, og i den uge, vi tilbragte her, blev vi rigtig klar over, at San Juan er en storby med alle moderne faciliteter, højhusbebyggelse, motorvejudfletninger og travl lufthavn med start og landinger uophørligt døgnet rundt. Befolkningen er absolut venlig, hovedsproget er spansk, men de fleste forstår engelsk. Vi fik anbefalet at opsøge konsulatet for Den dominicanske Republik og konsulatet for Haiti for at sikre os de nødvendige indrejsetilladelser, såfremt vi ønskede at sejle videre til de to stater. Vi fandt frem til konsulaterne, fik udfærdiget de nødvendige papirer og blev mødt med stor venlighed begge steder. Vi så frem til besøget i de to fremmedartede stater med fortrøstning til trods for, at mange havde advaret os. Vi var jo godt klar over at man specielt til søs skal fare med lempe. Så vi tog advarslerne advorlige og besluttede omsider at nøjes med kun at besøge Den Dominicanske Republik.

En farlig kystlinje.

I begyndelsen af Februar 1979 sejlede Marco-Polo fra Puerto Rico, og i en mørk nattestund passerede vi det berygtede Monastræde med utallige skibsvrag liggende langs den nordøstlige del af Den dominicanske Republiks kystlinje. Vi forstod godt at mange skibe var forlist netop her, da vi selv uden at vide det, blev sat over 15 sømil, nærmere kysten, end vi regnede med på grund af voldsomt tidevand og abnorme strømforhold. Heldigvis blev vi i tide klar over faren takket være vores udmærkede radar.

Alle havde frarådet os at sejle netop til Den dominicanske Republik, vel nok mest på grund af de vanskelige besejlingsforhold på nordkysten lige ud til det åbne Atlanterhav med de kæmpebølger, der vælter ind mod kysten efter 5000 km's åbent hav.

En anden grund til at undgå landet var de tidligere, ustabile politiske forhold. Vi havde læst i Yachtman's Guide alt hvad der stod om øen. I samme skrift gav præsident Joaquitn Balaguer personligt turisterne den varmeste velkomst til det land, som Christopher Columbus »elskede mest«. Columbus ligger begravet i hovedstaden Santo Domingo.

Vi ankom til republikkens næststørste by Puerto Plata en lørdag eftermiddag den 17. februar 1979. Vi havde forventet, at de officielle myndigheder var noget utilfredse med at vi kom på dette tidspunkt (ankomst til havn skal helst ske indenfor normal kontortid og ikke lørdag - søndage).

Kommer man i weekends koster det omkring 25 dollars, men ankomst på hverdage og indenfor kontortid er gratis.

I den forholdsvis lille havn stod en politiofficer sammen med hans maskinpistol bevæbnede vagt parat til at kalde os til kajen. Det var noget besværligt, da vi måtte kaste anker 40 meter fra kajen og forsøge at bakke op til denne, således at officeren samt en toldembedsmand med foragt for de våde bølger kunne springe de halvanden meter ud på båden. De svære dønninger havde nær bevirket, at tolderen var havnet i baljen. Vi var beroliget ved at se, at den stærkest bevæbnede soldat blev på kajen. Her marcherede han frem og tilbage langs Marco Polo, så længe vore to gæster var ombord.

Bænket i styrehuset fandt vi hurtigt ud af, at begge embedsmænd var overordentlig venligt indstillede. Vi tilbød dem en drink, hvilket de afslog, idet de ikke drak i embeds medfør. Vi havde vore papirer i orden, idet vi, mens vi var i San Juan på Puerto Rico, havde opsøgt konsulatet for Den dominicanske Republik. Her fik vi også alle tiders gode modtagelse med diverse nødvendige papirer plus det dominicanske flag.

Båden blev grundigt undersøgt - navnlig toldembedsmanden kiggede efter om der skulle være blinde passagerer. Politiofficeren interesserede sig mest for vores medførte riffel. Han konstaterede om navn og nummer passede, og om den var ladt. Herefter overrakte han riflen til B-J, som hurtigt konstaterede, at han ikke kunne samle den igen, hvorfor han diskret lagde den fra sig på den nærmeste køje. Så kunne låsemekanismen studeres yderligere senere med håb om at få lukket geværet igen.

Vi skiltes som de bedste venner med vore embedsmænd, og jeg hjalp dem begge fra borde til den noget svingende kaj. Med stor lettelse modtog den maskinpistolbevæbnede soldat sine to »officials« - han var tydeligt nervøs for at de skulle falde i vandet.

Når man nærmer sig havn skal man hejse et gult flag (bogstav Q) som meddelelse om, at man ikke har sygdom ombord, og at man ønsker kontakt med havnemyndighederne. Efter dette vellykkede besøg fik vi besked om at tage det gule flag ned og hejse landets flag under sallinghornet. Under hele ceremonien har vores Dannebrog vajet stolt fra mesanmastens top.

Vi fik besked om at vi kunne lægge os for anker midt ude i havnen, og at vi om et par timer ville få besøg af immigrationsofficeren. Ganske rigtigt. Et par timer efter kom en robåd med en neger ved årerne og 2 officials. De to officerer var meget elskværdige og de forklarede os, at det var nødvendigt at vi havde et specielt gæstekort, som vi altid måtte have på os under opholdet i Den dominicanske Republik. Efter noget besvær fik de to officerer stavet sig igennem de vanskelige danske navne under megen smil og latter. Herunder blev jeg udnævnt til 1. styrmand og Flemming til 1. matros. De har givetvis undret sig over en så mærkelig og lille besætning.

Efter lidt aftensmad gik vi til køjs og sov 12 timer efter den anstrengende sejlads fra Puerto Rico. Dagen efter var der en mængde, der skulle ordnes på båden, bl.a. var vandpumpen gået i stykker. Den skulle repareres, således at vi atter kunne få vand op fra tanken, rent ferskvand betyder mere end man tror her i troperne. Men selv om vandet ser nok så rent ud - det der kommer fra slangerne på kajen - koger vi altid alt hvad vi anvender til drikkevand.

Dagen efter gik vi i land. Her fik vi straks brug for gæstekortene, som skulle vises ved landgangen.

Først nu gik op for os, at vi lå i et af regeringen beskyttet område, og det blev vi senere meget glade for.

For at komme ind til byen Puerto Plata måtte vi passere vagtposter, som alle var bevæbnede og som forhindrede, at byens borgere kom ind på havneområdet.

Man kan ikke gå i byen uden en guide. Det er gerne en dreng, som hjælper med til sin families ophold ved at føre turister rundt i byen. Det er ikke så meget for at finde rundt, han er god at have, men mere fordi han holder alle de andre drenge væk.

Vi var meget heldige. Vi fik fat i en 12 årig dreng, der straks præsenterede sig som Alberto og som straks spurgte: Hvad hedder du ? Senere erfarede vi, at Alberto var af meget fattig familie. Alberto havde lært sig engelsk i skolen, og denne færdighed udnyttede han til at tjene et supplement til familiens ophold. Vi havde i hvert fald indtryk af, at de penge han tjente gik ubeskåret til familien. Som dagene gik fik vi en ven i Alberto. Han startede sin skolegang kl. 7 om morgenen, og efter skolegangen stod han troligt nede ved havnekajen og ventede på at vi skulle komme i land. Og selv om vi ikke behøvede ham efter vi var blevet mere kendt, syntes vi han hørte med til vores hverdag, når vi gik i byen. Den sidste dag vi var her tog vi en bustur langt ud på landet med Alberto som tolk. Vi kunne se at buspassagererne undrede sig. Vi så unægtelig anderledes ud, end folk på disse breddegrader, særlig efter at B-J havde udstyret sig med en cowboyhat fra det vilde vesten. Det var nu ikke for at være interessant, han gjorde dette, men solen var ret voldsomt midt på dagen.

Det var svært at bedømme, hvad det betød, men særlig den første dag faldt det os meget i øjnene, at der udenfor hver bank stod 2 maskinpistolbevæbnede vagtposter fra militæret, og de fulgte én med øjnene ind og ud af banken. Efterhånden tænkte man mindre på det, da selv en almindelig gadebetjent gik rundt voldsomt udstyret med skydevåben.

Marco Polo ved Bahama-øerne.

Stormfuld nat i en bugt fyldt med farlige skær.

Vi var nær aldrig kommet helskindet fra havnebyen Puerto Plata på Den Dominicanske Republik.

I den uges tid, vi var gæster på stedet, oplevede vi mange mærkværdigheder, og til en af dem hørte den oplevelse vi havde aftenen før afsejlingen d. 23. februar 1979. Flemming, der var alene ombord, så en større motorbåd komme hen foran stævnen på Marco-Polo. Pludselig lettede mandskabet på motorbåden to store cementklodser ud over rælingen og sænkede dem ned på bunden. Herefter forankrede de motorbåden til klodserne, ikke 3 meter fra Marco-Polo's stævn.

På det tidspunkt kom vi tilbage, og B-J gjorde mandskabet på motorbåden opmærksom på, at cementklodserne formentlig lå over mindst den ene af Marco-Polos to ankerkæder nede på bunden, og at det var særligt uheldigt, eftersom vi havde planlagt at forlade havnen næste morgen ved daggry. Bådejeren så lidt flov ud og forsvandt skyndsomst i en jolle sammen med mandskabet med en bemærkning om, at han kom i morgen og fjernede cementklodserne.

Natten igennem måtte vi passe på ikke at kollidere med motorbåden lige foran, og naturligvis kom der ingen næste morgen.

Det tog os 3 timers hårdt arbejde at komme fri af cementklodserne, og vi besluttede at forlade havnen, selv om vinden efterhånden var frisket godt op. Det sidste vi så til Puerto Plata var den strandede damper, der på makaber vis markerede indsejlingen. Damperen lå og huggede i søen, og dens rustangreb fortalte, at den havde ligget der en tid. Man kunne se, at alt af værdi på de øverste dæk var ribbet, og vi vidste, at de indfødte stadig jagtede efter yderligere værdier i vragets indre, selvom det var med livet som indsats.

Det blæste kraftigt på sejladsen langs Den Dominicanske Republik, og kl. 18,30 var det buldrende mørkt. Det blev en urolig nat med voldsomme søer og dønninger, så vi tog rorvagt på skift hver halve time natten igennem. Med vore nyvundne erfaringen in mente, blev det ikke til nogen landgang på Haiti. Vi satte kursen mod Bahamaøerne - til Bahamaøen Great Inagua, der er den sydligst beliggende af samtlige Bahamaøer og samtidig den af øerne, der ligger nærmest Cuba. Det kunne man tydeligt høre på radioen, som helt var domineret af de spansksprogede udsendelser, som cubanerne havde givet fuld effekt.

Det tog os 3 døgn at nå Great Inagua, og vi kom atter ud i storm. Den 2. nat kom blæsten i vindstød op til 8-9, og alt i båden væltede rundt. Høje, tunge bølger slog ind mod skibssiden, og der lød det ene brag efter det andet. Mon glasfiberen og ruderne kunne blive ved at holde til presset ?

3. nat havde vi forventet bedre vejr, men vindstyrken holdt sig, og det var en umulighed at få søvn på frivagten. Det blæste en pivstorm, og vi skovlede afsted på en stormfok på 10 kvadratmeter og en storm -mesan på 4 kvadratmeter. Kursen blev lagt 20 grader øst for øen, da vi regnede med at drive voldsomt, men strømmen må have snydt os, for da vi ved daggry fik landkending, var vi kommet om på den østlige side af øen og ikke, som ventet på den vestlige side. I sejlerbøgerne havde vi læst, at navnlig den østlige side af Great Inagua skulle man holde sig langt fra. Her var et område hvor der lå rev op til 5 sømil ud i havet. Først, da vi opdagede, at vi sejlede på lavt vand, blev vi klar over, at der var noget galt, og under skarp udkig fjernede vi os med forsigtighed fra øen, og så begyndte vi forfra.

Dagen gik med at sejle øen rundt, om til den vestlige side. Desværre kom vi først frem til den lille havn en time efter solnedgang. Vi havde intet specialkort til indsejlingen og skulle ikke nyde flere eksperimenter den dag. Så var der kun eet at gøre - blive udenfor een nat til. B-J placerede skibet, så vi med bølger og strøm var sikre på at drive fra land. Derpå gik vi alle til køjs en 3-4 timer, hvorefter vi sejlede op til øen igen. Den taktik gentog vi flere gange i løbet af natten til stor undren for en gammel skibskaptajn på øen. BJ traf ham senere, og den lokalkendte skipper fortalte, at vi blot kunne have gået ganske tæt til kysten og kastet anker, da der ikke fandtes rev på stedet her. Men på grund af kortmangel havde vi altså ikke vovet forsøget.

Morgenen kom, og vi stilede ind i den lille havn ved Great Inagua's eneste by Matthew Town. Vi skulle ind efter olie og vand, og havde i øvrigt ikke noget imod et par fredelige dage i havn. Men det blev der ikke noget af.

Havnen var uendelig lille, et firkantet hul omgivet af høje cementmure. Der var ingen kajplads, før en meget flink amerikaner havde forhalet sin lille sejlbåd og lagt den for anker midt i havnebassinet. Amerikaneren, der var en midaldrende mand af irsk afstamning, havde et kæmpemæssigt fuldskæg og rødblond kraftig hårmanke. Han sad nu som en Buddha ovenpå sit styrehus og betragtede os. Samtidig blev vi skarpt bevogtet af besætningen på en gammel fiskerbåd fra Haiti, som vi skulle have til nabo. Haiti-båden lignede en losseplads til søs. Aldrig i livet havde vi set mage til ophobning af skrammel på en båd - det skjulte styrehuset totalt og flød meterhøjt overalt på dækket. Midt i det hele tronede en omfangsrig negerkvinde. Hun sad og spiste »lunch« på en stol, der - da hun lettede sig - viste sig at være en toiletkumme. Efter Haiti-båden lå endnu en sejlbåd, et ungt tysk sejlerpar - og så var der ikke plads til flere både i havnen.

Havneforholdene var aldeles uhensigtsmæssige. Dønningerne kom rullende ind igennem havneindløbet direkte ude fra Atlanten. Vandet i havnebassinet klaskede imod cement-murerne, tilbageslaget foranledigede yderligere oprør i vandet.

Vi måtte ustandselig holde Marco-Polo fri for at blive mast mod cementbolværket, men alligevel sprang vore fortøjninger som sejlgarn, og en kraftig stålklampe blev revet op fra dækket og forsvandt ud over rælingen.

Under alt dette lykkedes det os at få kontakt med den lokale oliemand, som på en ældgammel lastvogn kom med en tønde olie. Den tiltalende neger-oliemand klarede nemt problemet med at få olien ombord - for med munden sugede han af alle kræfter på olieslangen, hvorefter olien på grund af højdeforskellen væltede ud. B-J fik travlt med at stoppe slangen ned i olierøret i dækket - og udover at der pøsede en halv snes liter olie ud på dækket, virkede systemet udmærket.

Efter oliepåfyldningen havde vi kun eet i tankerne - at komme vel ud af havnen igen. Vi var ikke i absolut vandmangel til trods for at vi ikke havde fået vand, men vi ville prøve at få vandet ombord på en anden facon. Det lykkedes at få MarcoPolo lirket ud, og vi lagde os nu for anker et mere roligt sted udenfor havneindløbet. I den lille jolle - “den lille røde” som den efterhånden var kommet til at hedde, sejlede vi atter ind i havnen, for at takke den hjælpsomme amerikaner. Han betroede os, at han selv i nattens løb havde fået sprængt 3 trosser ved kajpladsen.

Farligt bekendtskab.

Vi kom efterhånden i god kontakt med ameri-kaneren, og han foreslog vi skulle følges et stykke op gennem Bahama-øerne. Den ide havde nær bragt os alle i farezonen. Amerikaneren præsenterede sig som Gene Ashman, kaldet Gino, og han var i starten et fornøjeligt bekendt-skab. Imens vi sejlede til forskellige bugte ved øen for at studere den nærmere og foretage landgang her og der, sejlede Gino efter os og ankrede pænt op ved siden af os efter dagens sejltur. Og så satte han sig i sin Buddha-stilling og så forventningsfuldt over på os.

Det var ikke til at stå for. Vi inviterede ham ombord og tilbød ham en drink på agterdækket.

Det lod han sig ikke sige to gange. Gino valgte rom og cola og havde sin specielle facon at

mikse drinken på. Det har næppe været specielt amerikansk, men Gino stak sin pegefinger ned i glasset og kørte godt rundt, indtil rom og cola var blandet, hvorpå han stak pegefingeren i munden og trak den ud igen med et ordentligt svup. Og så morede han sig herligt. De blå øjne lyste af fornøjelse, og han lærte hurtigt at sige "skål". Han var en glad mand, tilsyneladende i evigt godt humør, selv om han åbent indrømmede, at han savnede pigen, der ikke ville med ud at sejle. Han havde sejlet alene de sidste 3-4 år i egen båd, og vi fik indtryk af, at han kendte Bahamaøerne og hele det farlige område med sandbanker og rev ganske godt. Vi var derfor ikke sene til at tage mod tilbuddet, da han foreslog vi skulle følges ad et stykke af vejen op mellem øerne, og til gengæld var han dagligt sikret sin drink på agterdækket af Marco-Polo og sin efterfølgende middagsmad.

Vi fik i de kommende dage indtryk af, at de ca. 1200 indbyggere på Great Inagua, levede en meget isoleret og tilbagestående tilværelse. Øen er meget flad, måler ca. 100 x 60 km og midt på øen findes en 25 km lang, lavvandet sø. Der findes ingen turisme og ingen faciliteter at tilbyde rejsende. Men der findes det store Morton Salt Compagny 20 km fra byen, og her arbejdes flittigt. I området fandtes flade strækninger, der var inddæmmede i arealer på 20-30 tdr. land. Her lukkede man havvandet ind, og i løbet af 3-4 måneder var vandet fordampet og saltet lå tilbage. Produktionen, der blev ledet af det amerikanske firma, blev indskibet ved store røranlæg, der var ført ud i havet direkte ud for saltlagrene på stranden.

Great Inagua var lokalt også kendt for sine smukke Flamingo-fugle. Omkring 100.000 af dem lever i et beskyttet område på øen. Desværre så vi dem ikke. Det ville have taget os en dagsrejse i jeep at nå frem og tilbage, og så længe kunne vi ikke netop her tillade os at være borte fra skibet.

Derimod måtte vi helst have vand, inden vi forlod øen, og vandet fik vi fremskaffet på en uventet måde. I en bugt, hvor vi havde opankeret, levede inde på stranden en gammel eneboer.

Han havde haft underholdning i at se ud til os, og da B-J på et tidspunkt tog jollen sammen med Flemming og roede ind til stranden med en vanddunk, kom eneboeren frem for at få en snak. Han fortalte, at han var blevet opereret for mavesår, og det blev efterhånden til, at han fremviste arret. B-J så på det og roste den smukke dekoration. Dernæst var der ingen grænse for al det vand doktoren kun få. Udover vandet fik man også noget andet med fra stranden, for der levede i det tilgroede område ved eneboerens hus millionvis af myg, sandfluer og andet kryb, og de stak, så man flere dage efter havde ophovne mærker på arme og ben.

Da den sidste vanddunk var sat ombord i jollen inden afrejsen, fulgte eneboeren med ned til vandkanten. Han tog B-J fast i hånden, og på en egen stille og smuk måde velsignede han den videre færd med et »God bless you«.

Sejladsen fortsatte dagen efter med Gino som vejviser. Det var blevet fredag d. 2. marts 1979, og vi havde aftalt at sejle lige efter solopgang. Vi skulle inden det blev mørkt nå frem til Hogsty Reef, der som navnet fortæller ikke er andet end en samling rev ude i Atlanterhavet på strækningen mellem Great Inagua og de næstliggende øer i Bahamaøgruppen. Gino havde fortalt os, at vi så nemt som ingenting kunne ankre op indenfor den undervands - ringmur, som revet dannede og derved få en rolig nat, inden rejsen skulle fortsættes den følgende morgen. På den måde ville vi undgå natsejlads.

Gino kendte jo området, så vi begav os afsted med ham som førerbåd. Vejret var ideelt med klart solskin, og ved 16-tiden fik vi øje på det »sømærke«, som Gino havde bedt os holde udkig efter. Det var et strandet fragtskib. En mørk nat var det gået direkte ind på revet nordfra og lå stadig så plant på havoverfladen, at enhver der ikke vidste bedre, måtte tro det var et skib undervejs. Havde Gino ikke virket så sikker i sin vejvisning, havde vi aldrig turdet nærme os det farlige sted. Vi sejlede ind i »åbningen« i det hesteskoformede rev og fik ankret i bund på 8 meter vand. Tanken om at vi lå i dette hul med rev omkring os lige under havoverfladen, tiltalte os ikke, men vejret var roligt, så situationen var til at overskue.

Gino ankrede op nogle meter fra vores styrbordsside, og kort efter sad vi samlet med ham omkring aftensmåltidet på Marco-Polo. Efter maden studerede vi søkort og blev enige om den rute, der skulle følges næste dag. Gino ville tage skyldigt hensyn til vores dybdegang, hans egen båd stak 1/2 meter mindre end vores, men for en sikkerheds skyld lod vi dybde-målerne være i funktion på hele turen. En dybdemåler hørte ikke med til Ginos udstyr.

Vi sluttede aftenen forholdsvis tidligt for at komme til ro, men ro var det eneste vi ikke fik den nat. Ikke længe efter Gino var nået over til sig selv, blæste det op. Langsomt, men jævnt stigende, kom der uro i vandet, bølgerne rejste sig, og et par timer senere var havet omkring os i rivende oprør. Natten igennem huggede bådene i søen, og hver gang vores ankerkæde blev strukket ud af den kraftige sø, gav det et drøn, der forplantedes i hele skibsskroget. Rundt omkring os brusede brændingen, når bølgerne slog mod revene, som vi var låst inde i, og vi havde kun at bede til at ankeret holdt. Hvis ankeret gled eller ankerkæden sprang, ville vi snart sidde på et af revene. Vi besluttede os til at holde ankervagt 1 time ad gangen. Det lyder ikke af meget, men selv en time under sådanne forhold kan synes uendelig lang. Vi kiggede over til Ginos båd. Han var ikke at se, der var mørkt i båden, så vi forestillede os, at han lå fredeligt og snorksov sig bort fra alle de bekymringer, der plagede os andre.

Ved solopgangstid var Gino der. Han råbte over, at han aldrig havde været ude for lignende nat, og at han aldrig nogensinde igen ville ind i »det forbaskede hul«. Vi tog vejrmeldingen på 1035 kHz fra Cap Haitien på amerikansk. Den lød på nogen opklaring, så vi var opsat på at komme videre. Men Gino var kommet i dårligt humør. Han havde tabt sine spande ud over rælingen. De lå nu og grinede af ham på 8 meter vand. Han brugte en time til at prøve at få dem op, og nu råbte han, at vi kunne sejle videre, han ville blive og vente på bedre vejr. Vi fik held til at kaste en af vores spande over til ham, og kort efter begyndte han at hive ankeret op, hvorpå vi skyndte os at gøre det samme.

Så var vi atter på vej, og kom ved nogen lirken godt ud fra Hogsty Reef.

Vi fulgte Ginos båd forholdsvis tæt, da kortet fortalte os, at der var nok af steder, hvor vi kunne støde på grund. Vi var lykkelige for at være kommet vel fra det natlige opholdssted, og befrielsen var det større, da det gik op for os, at Gino aldrig selv havde været på stedet før nu, men fra venner havde hørt, at en opankring skulle kunne lade sig gøre det pågældende sted .

Vi nåede op til Crooked Island, da vi bemærkede, at Gino sagtnede sin fart og lod sig glide ned til os. Han stod med søkortet i den ene hånd og råbte spørgende, hvor vi mente vi var, for han havde tabt orienteringen. Han mente, vi var ved øens nordspids, hvorimod vi var klar over, at vi kun var nået til en passage ved øens midterpunkt. Denne yderligere bekræftelse på, at Gino efter alt at dømme nok alligevel ikke var den ideelle rejsefører gjorde, at vi fandt det bedst at sige tak for dennegang. Vi fandt hurtigst muligt ud på dybt vand og satte kurs imod San Salvador.

San Salvador - Den første ø Columbus så.

Opholdet på San Salvador blev meget vellykket for os.

San Salvador er blevet berømt som stedet, hvor Columbus fik sin første landkending i den nye verden (12. okt. 1492). Det har øen naturligvis gjort en hel del ud af, idet der er rejst flere mindes-mærker, som markerer landgangen. Øen, der tæller 600 sjæle, har sovet tornerosesøvn indtil for få år siden, da man fik bygget en moderne flyveplads og en lille moderne havn.

Via flyvepladsen bliver nu en mængde turister trukket til øen - de kommer ikke så meget for Columbus' skyld, men mere for det fuldstændig fantastiske dyreliv i havet omkring San Salvador.

Store, kraftige amerikanske turister bliver udstyret med dykkerudstyr og kameraer, og under tilpas kyndig vejledning bliver de i små både sejlet rundt til de mange koralrev omkring øen. Her dykker de ned og er i stand til selv at tage deres billeder af de mange forskelligartede og farvestrålende småfisk, og indimellem kan de være »så heldige« at møde en haj. Instruktøren beroliger en med, at hajerne ikke er så farlige, som rygterne går. Man frarådes dog at have skinnende genstande på sig - ure, halssmykker og lignende, da blinkene herfra normalt tiltrækker fiskenes opmærksomhed.

Trods den moderne havn på San Salvador, var der kun få sejlbåde. Vi oplevede at hilse på besætningen fra tre amerikanske både i den uge, vi lå der. Vi havde indtryk af, at man meget sjældent så en europæisk båd her og langt mindre en dansk båd. Det var et så lille samfund, vi levede i her, at hvorend vi kom på øen - i forretninger eller på samlingsstedet på øen, Krone Riding Rock Inn vidste alle, hvem vi var, og at MarcoPolo kom fra Danmark.

Den sidste dag, vi var på øen, tog vi med på en sightseeing-tur med en del amerikanske turister. Vores amerikanske chauffør kørte os øen rundt og fortalte vidt og bredt om øens historie og om, hvad der i øvrigt var hændt, (selv havde han for flere år siden slået sig fast ned på San Salvador). Vi standsede ved det høje, hvide stenkors, der var rejst til minde om Columbus, og vi fulgte vejen sydpå til det sted, hvor man mener, han gjorde landgang.

Vi fortsatte yderligere nogle kilometer og kom til nogle eventyrlig smukke småøer med palmer, beliggende ca.1 km fra kysten. Disse øer, der er ubeboede, er forbundne med rev, og disse rev var skyld i en sørgelig hændelse, som chaufføren fortalte om. Netop her endte en sydafrikansk familie, bestående af far, mor og to børn, deres jordomsejling, idet de om natten kom i deres båd hertil og mente at gå ind i en lagune på grund af lysene inde på land. De havnede på revet, og næste morgen fandt indbyggerne familien siddende på strandbredden med deres lille jolle, mens deres båd lå forlist på revet. De var dog ikke mere forknyt, end man fandt dem siddende og spise morgenmad.

Det er netop, hvad man hele tiden har i baghovedet under sejlads herovre: hvor er det nærmeste rev? Man ved turen er slut, hvis man tager fejl.

Da køreturen var slut, insisterede chaufføren på at køre os omvejen ned til marinaen til Marco-Polo, hvor vi så skiltes fra vore venner i bussen. Stor var vores overraskelse, da chaufføren ikke ville have betaling for turen - fordi vi, som han udtrykte det, havde gjort den lange tur fra Europa for at besøge deres ø.

Herlige dage i Nassau.

Efter otte dage løsrev vi os fra dette fascinerende liv og satte kursen mod Nassau. Man kan vælge to veje dertil: Enten over de lave banker med »inden skærs-sejlads«, men med risiko, for at gå på grund hele tiden. Eller den ret barske atlanterhavssejlads på tre døgn, hvoraf det sidste døgn går igennem den for sin rivende strøm berygtede New Providence-kanal. Vi valgte Atlanterhavet.

Lykken stod os bi det første døgn, idet vi havde magsvejrs- sejlads. Men herefter blæste det langsomt op med vinden stik imod.

Den anden nat valgte vi nærmest at ligge underdrejet for motor plus lette sejl. Dagen efter vendte vinden heldigvis så meget, at man kunne bruge forsejl plus et lille agtersejl og alligevel komme ret godt af sted.

Kæmpebølger plus tidevandsstrøm og frygten for kysten, da vi skulle ind i kanalen, gjorde, at vi ikke fik søvn, da vi til stadighed måtte være på vagt. På et vist tidspunkt kom en kæmpebølge ind på tværs af skibet. Den kastede B-J plus bordet, han sad ved, tværs igennem kahytten med to trykkede ribben som resultat. Efter et par minutter at have siddet på dørken og sundet sig, blev han klar over, at der ikke var sket alvorlige indre skader, og vi var alle meget lykkelige. Vi havde endnu et døgns sejlads foran os inden vi ville være i Nassau.

På dette tidspunkt blev vi passeret af en amerikansk fragtdamper. Vi kontaktede skibet over radiosenderen og fik konstateret, at vores position var som forventet - det kvikkede lidt op. Og lidt efter kunne vi forstå, at flere andre skibe havde lyttet til vores samtale, for da den var sluttet, kom en nordmand ind med en hilsen og vi fik en trivelig snak på dansk/norsk.

Et par timer senere blev vi indhentet af et krydstogtskib, som stoppede op, givetvis for at give passagererne den oplevelse at se en “ lille nøddeskal “ med ganske små sejl på det oprørte hav. Vi kunne se passagererne med deres fotografiapparater over rælingen. Men uanset hensigten var det beroligende at have følgeskab, selv om det var kort tid.

Det blæste stadig en storm, da vi kom ind i nærheden af Nassau, og vi var nervøse for ikke at kunne gå gennem kanalen i indsejlingen, da den ofte er lukket i stormvejr. Da vi så tre krydstogtskibe fra Miami gå ind, fulgte vi efter med en særlig skelen til den voldsomme brænding fra revet om styrbord. Man lytter til maskinens gang, idet man ved, at det betyder forlis, hvis den stopper på dette tidspunkt. Og det er en umådelig lettelse, når man kommer ind i smult farvand. Lettelsen var så stor, at vi om aftenen glemte hvor trætte vi i virkeligheden var, men gik ud og fik alle tiders middag på en dejlig restaurant i byen.

Nassau er Bahama øernes hovedstad på øen New Providence. Øen hører til en af de mindste af de beboede øer i Bahamaøgruppen, men ikke desto mindre er øen langt den vigtigste af alle, idet hele områdets økonomiske og sociale liv styres herfra.

Sejlturen dertil blev - som beskrevet - ubehagelig og stormfuld. Vi nåede Nassau Havn den 17. marts 1979 og blev der indtil 5. april. Opholdet blev noget langtrukkent, bl.a. fordi vi fik familiebesøg fra Danmark, mens vi var her.

Selve byen Nassau med sine ca. 80.000 indbyggere er ikke så hovedstadspræget, som vi havde forventet. Den minder snarere om en stor landsby. Det kniber med fortove mange steder, men til gengæld er bilisterne flinke til at tage hensyn til den gående trafik i vejsiderne. Mange af byens huse og offentlige bygninger er gamle og maleriske, og træer og palmer, som kaster skygge i gaderne, afgivet et hyggeligt og roligt præg.

Et moderniseret Paradis.

Havneområdet er beskyttet af den overfor liggende langstrakte ø Paradise Island, og her ser verden noget anderledes ud. Ældgamle Bahama traditioner mødes her med supermoderne hoteller i amerikansk beach-stil. Kontrasten havde næsten chok-virkning på os, da vi en dag kom i land på en af de bådebroer, som turistbådene benytter. Fra bådebroen gik vi op gennem en indhegning og kom straks ud i et kilometerbredt område med subtropisk bevoksning. Det virkede utrolig smukt, næsten uvirkeligt at gå langsomt gennem de stille stier inde i den tætte, jungleagtige underskov, hvor dagslyset kun sparsomt nåede ned. Det havde ikke forbavset os, om en flok vilde aber havde vist sig svingende i trætoppene. Men vi blev kort efter mødt af larmen fra biler og knallerter, den såkaldte civilisation var ikke langt borte.

»Junglen« mundede ud i en åben plads, og ret foran os så vi et betonkompleks, et kæmpemæssigt hotel med hotelværelser højt til vejrs og med restaurant, teater, barer, swimmingpools og adgang til tennis- og golfbaner i grundetagen.

Øen Paradise Island rummer 5-6 hoteller af de helt store, og vi var nysgerrige nok til at se os omkring. Selv om strandene ved hotellerne var ganske gode, var der ikke mange i vandet, mens vi var der, men til gengæld lå folk i lange rækker i liggestolene langs swimmingpoolen og nød solen og musikken fra et steelband orkester, mens tjenerne gik rundt og serverede kolde drinks. I selve poolen var der opbygget en bar, så de svømmende gæster ikke behøvede at komme op af vandet for at få en drink.

Kontrasten til det klare, stærke sollys, var det store cassino i hotellets underetage. Hernede gik ventilatorerne for fulde omdrejninger, og lokalet henlå i dunkel belysning, kun særlig oplyst de steder, hvor spillebordene var optaget af spillende gæster. Vi måtte beundre bankørernes virtuosagtige behandling af kortene, og havde underholdning i alene at se på de fremmedartede typer ved spillebordene. Det var ikke småmønter, men ofte 100-dollarsedler der blev spillet med.

Imens vi lå opankret ved Paradise Island, bemærkede vi en dag 3 helikoptere komme nærmere øen og gå ned længere ude. Samme aften blev det fortalt os, at Shaen af Iran og hans familie havde været fordelt på de 3 helikoptere, og at de nu havde taget ferieophold her, bl.a. for at vurdere om øen var et passende opholdssted for fremtiden.

Det var herlige dage i Nassau, og vejret var for det meste strålende. Dagene gik hurtigt, og var fyldt med oplevelser. Der var noget særligt over den 26. marts, hvor jeg ringede hjem for at lykønske den ældste søn i Skive med hans 19 års fødselsdag. Jeg fik samtalen igennem i løbet af et par minutter, og Carstens stemme lød, som stod han ved siden af mig. De 100 kr. for de 3 minutter var for mig alle pengene værd. Carsten spurgte: »Hvad er klokken, Mor ?«. »Den er 9 om formiddagen, svarede jeg, »Nej«, sagde han, den er 15 her i Skive «. Tidsforskellen på de 6 timer var konstateret.

I det mest vidunderlige vejr sejlede vi fra Nassau d. 5. april og nød den videre tur op igennem North West Providence Channel på vej til øen Grand Bahama. Vi gjorde ophold ved nogle småøer undervejs, først ved Birds Island og siden ved Berry Islands. På Berry Islands oplevede vi at blive inviteret til lunch på stranden sammen med et krydstogtskibs 700 turister. Og der var rigelig mad til alle. De mange mennesker blev sejlet ind til den milevide strand i skibets redningsbåde, og skibets besætning, ikke mindst det samlede kokkehold, kom slæbende med varmt og koldt i store stålspande. Ved lange borde under palmerne på stranden blev maden serveret, og et lokalt steelband-orkester sørgede for underholdningen. En ung dansker, der var ansat som elektriker ombord, fik fat i et par lange sandwich-brød til os, da jeg fortalte, at vores eget brød var sluppet op for 2 dage siden. Det var igen et lille bevis på at danskere hjælper hinanden meget når de mødes i udlandet. Det erfarede vi ofte med glæde på denne rejse.

Nogle dage. senere, den 8. april, gjorde vi klar til natsejlads det sidste stykke vej op til Freeport havn på Grand Bahama. Det har undret os, at vi så mange gange er sejlet ud i det mest tillokkende vejr, og har skullet kæmpe for livet for at komme vel i havn. Ankomsten til Freeport var ingen undtagelse, desværre. Oplevelsen var chokerende.

Motorstop udfor Bahamas.

Vi har altid frygtet motorstop, når vi skulle i havn på ukendte steder, og mandag formiddag d. 9 april 1979 fik vi frygten helt ind på livet. Vi var en halv snes sømil syd for Grand Bahamas kyst, ud for hvilken der på alle søkort står, at den er farlig at besejle ved sydvestlig vind. Vi kunne se højhushotellerne langs stranden, og vi sejlede parallelt i god afstand fra de rev, der følger hele kystlinjen. Pludselig satte motoren ud, der kom et suk fra den, hvorpå alt blev uhyggeligt stille. Nu havde vi det hele: en vindstyrke på 5-6 netop i sydvestlig retning og nu motorstop. Vi skulle ind i Freeport havn, som lå skjult af store rørledninger til søs beregnet for de tankskibe, der var for store til at komme i havn. Situationen var ved at være så betænkelig for os, at vi kaldte havnemyndighederne over radioen, men de kunne blot tilbyde at sende en slæbebåd ud, hvis vi ønskede det. Vi forhørte os om, hvad det ville koste, men da vi ikke kunne få oplysning herom, opgav vi det. Det ville givetvis koste en formue.

Efter landkonturen at dømme, havde vi fornemmelse af, at havnen lå inde bag den sidste part af rørledningerne ude i havet og formodningen blev bekræftet, da vi pludselig opdagede en firemaster stikke op bag en landtange. Der måtte havnen være - men selve indsejlingen kunne vi endnu ikke se. Ikke uden angst gik vi mod det formodede havneindløb. Da vi manglede en halv sømil til kysten, dukkede en slæbebåd med en container frem fra landtangen - så vidste vi hvor havneindsejlingen var, hvorefter vi med fuld sejlføring og uden hjælp fra motoren holdt kurs mod havnen. Vi blev specielt glade for at alle sejl var oppe, da vi i selve havneindløbet mødte en kraftig vandsstrøm, som det lige akkurat lykkedes at forcere. Inde i havnebassinet droppede vi ankeret midt i det hele, tørrede sveden af panden og så os om efter passende kajplads.

Trods stadig tilbud om assistance, valgte vi at forhale båden ved egen hjælp, og kom omsider ind til den kajplads, der blev os anvist.

Efter sådan en omgang er det lykken at ligge godt fortøjet ved en lækaj. Vi var taknem-melige for at være kommet godt ind, og vi syntes at aftensmaden smagte særlig godt den aften.

Det blev påske, mens vi var på Grand Bahama, og det betød, at vi fik ekstra god tid til at udforske øen, idet vores motor ikke kunne blive repareret før ugen efter påske. Men vi lå godt fortøjet i et hjørne af havnebassinet, og skråt overfor os havde en af pilotbådene fast plads. Den blev betjent af en kulsort midaldrende neger, og da der var gået et par dage, kendte vi hinanden så godt, at en nærmere aftale om at passe på hinandens båd ikke var nødvendig. Vi vidste, at når vi var på tur, så han efter Marco-Polo, og han var klar over, at vi holdt øje med hans altid nypudsede lille slæbebåd , når han forlod den om aftenen efter dagstjenesten.

Vi lejede en vogn, og den fik ikke lov at stå stille ret længe ad gangen. Vi kørte øen igennem på kryds og tværs, og mange gange også til nogle af de vidunderlige strande, øen er kendt for. Det blev til ganske gode køreture, idet Grand Bahama. - der er den 4. største af Bahama-øerne - måler 130 km i længden og omkring 14 km i bredden. Øen har en facon , der kan minde om en hummer, og det er i øvrigt hummer og krabbefangst, som øen tjener mest på indenfor den maritime industri. Vi fik at vide, at over 1.000.000 pund hummerhaler, repræsenterende omkring 2 ½ million hummere årligt bliver udskibet til USA, og de lokale fiskere modtager herfor omkring 3,50 dollars pr. pund.

Rigdom til Bahamas

Man kan godt sige, at der er kommet rigdom til Grand Bahama.Mange store industrier, heriblandt Bahamas Olie Raffinaderi og Bahamas Cement Compagni har skaffet arbejdspladser og trukket arbejdskraft til fra andre områder i øgruppen. Men det er turistgruppen, som er blevet langt den mest indbringende “ industri “, på øen. Og det er det Grand Bahama, som for 150 år siden var nærmest uden beboelse og uendelig fattigt, og som i 1953 kun havde ca. 4000 mennesker på øen.

I dag skulle der i hovedbyen Freeport bo ca. 15.000 mennesker, og på hele øen være omkring 27.000 fastboende.

Vi nåede af gode grunde ikke rundt til samtlige Bahamaøer, men af de øer vi så, synes vi at Grand Bahama var den kønneste. I det udbyggede vejnet på øen var der ikke alene tænkt på trafikal sikkerhed og gode vejbaner, men samtidig på at føre vejene gennem smukke områder. Vi kørte gennem skovområder, hvor fyrretræerne var i flertal og hvor skovbunden var så frodig visse steder, at man ikke kunne se ind i skoven.

Andre steder var jorden fyldt med de limestone, som øen har til sokkel. Det er de samme kalksten, der som et naturens filteranlæg bevirker, at Bahamaøerne kan levere noget af det klareste og reneste vand i verden.

Kører man langs kystvejen har man udsigt til de snehvide strande med palmer og det krystalklare vand, der blinker tillokkende i solen.

Bebyggelsen på øen består stort set af bungalow-formede villaer i afstemte farver og omgivet af grønne plæner og buske med et væld af blomster. Inde på øen er udlagt store strækninger med golfbaner og tennisbaner, og i det hele taget er der tænkt rigeligt på turisterne.

I den internationale bazar i Freeport by kan man gøre indkøb i de mest bemærkelsesværdige forretninger der udbyder varesortiment fra hele verden. I bazaren kan man gå ind og handle som om man var i Spanien, Orienten eller i Afrika - og priserne ligger på 40 procent under normalpriserne. Vi kiggede efter danske varer, men ud over de yndige kgl. danske porcelænsfigurer, fandt vi ingen.

Et hyggeligt besøg.

Mens vi stadig lå og ventede på mekanikeren til vores motor, kom en af de store krydstogtskibe glidende ind i havnen og lagde sig ved kajpladsen overfor. Det var det norske skib Sunward II, som sejler i turistfart mellem Bahama-øerne og Miami. Skibet så imponerende flot ud med sine 6 dæk og kridhvide skibsside med hvid - og rødmalede redningsbåde hængende i flere lag oppe på øverste dæk.

Et par timer efter at krydstogtskibet var gået til kaj, kom en ung lyshåret mand i hvid kedeldragt vandrende over til Marco-Polo og hilste på os. Han havde set vores danske flag, og da han selv var dansker, ville han over og høre lidt nærmere om, hvor vi kom fra. På den måde kom vi i snak med Mogens Rehm-Brandt, som hans navn var, og han fortalte, at han var fra Nyborg, og igennem længere tid havde haft arbejde som elektriker ombord på Sunward II. Udover at pille alle de pærer ud som ustandselig gik i stykker i de tusinde lamper, og erstatte dem med nye, skulle Mogens fremvise film i skibets biograf to gange pr. aften - samt reparere alt forefaldende indenfor det elektriske. Han kunne tilsyneladende lide arbejdet og ikke mindst betalingen herfor.

Da han blev klar over, at vi gerne ville se krydstogtskibets indre, tog det ham kun et øjeblik at få tilladelsen fra kaptajnen. Med Mogens som rejsefører, blev vi taget med over det hele og det var en interessant tur gennem de utroligt lange korridorer med de 700 passageres kahyt-afdelinger. Videre op på de øvre dæk kom vi igennem diskoteket, baren, teatret, swimmingpoolen, gaveboder og cassino samt igennem restauranterne. Vi travede videre øverst op på broen, som interesserede os mest, og vi studerede ivrigt alle de elektroniske instrumenter, der får et skib af den størrelse til at fungere. Da vi blev præsenteret for skibets ror syntes jeg det lignede en fejltagelse. Det var ikke halvt så stort som roret på Marco Polo, men det har sikkert heller ikke skullet bestille så meget. Det meste på gigantskibet foregik pr. trykknap.

Rundturen endte nede i Mogens kahyt, hvor han trakterede med en "ægte" dansk Carlsberg øl og den var godt kold eftersom der hørte køleskab med til kahyttens inventar. Man sad og blev klar over, at den danske øl er den bedste i verden. På vores tur den halve jord rundt har vi i hvert fald ikke smagt bedre øl - men, som vi gemytligt sagde til Mogens - han skulle alligevel engang gøre bekendtskab med den allerbedste øl, nemlig den lyse Gambrinus fra Skive !

Mekanikeren kom dagen efter for at se på motoren. Den var der intet i vejen med, men olien var så forurenet, at han brugte en eftermiddag til at rense ledninger og rør. Da det var gjort prøvede B-J at starte, og motoren gik i gang. Det var en meget skøn lyd. Det stod os klart, at vi ikke mere skulle have oliepåfyldning på steder som Great Inagua, hvor oilesalg ikke hørte med til de daglige begivenheder på havnen.

I Bermuda Trekanten.

Vi lå endnu nogle dage i Freeport havn og ventede på en nogenlunde ordentlig vejrberetning. I flere dage havde man frarådet småbåde at gå ud, og de advarsler negligerede vi aldrig.

Vore næste mål var Fort Lauderdale i Florida, og for at komme hertil, skulle vi passere Floridastædet tværs over golfstrømmen. I dette farvand løber strømmen med 3 mil i timen, og på søkortet står advarende anført, at der i hele strædets længde må påregnes stærke magnetiske forstyrrelser. Vi var i Bermuda-Trekantens område med alle dens magnetiske forstyrrelser, og vi havde af og til bemærket svage uforklarlige udslag på vores instrumenter. Lige siden Puerto Rico havde vi sejlet indenfor Trekant-området. Helt nøjagtigt kan man tegne trekanten ved at sætte et punkt på Puerto Rico, et andet punkt på Fort Lauderdale i Florida, og et tredje punkt på Bermuda. Indenfor den trekant, har man igennem tiderne registreret særlig mange fly- og skibsulykker, og i mange tilfælde har man ikke kunnet forklare, hvorfor de indtraf.

Vi forlod Freeport på Bahama i forholdsvis friskt vejr og satte kurs mod Biminiøerne mod syd. Ved nattens begyndelse nåede vi at se fyret fra Bimini, hvorefter vi kunne lægge en fin kurs mod Fort Lauderdale nærmest lige tværs over Floridastrædet. Under hele vores hidtidige tur havde i hvert fald pejleapparatet virket upåklageligt, men pludselig i de næste par timer gav det de mærkeligste udslag og samtidig opførte kompasset sig komplet upålideligt. I mørket søgte vi at få landkending på Floridas kyst, og efter nogle meget enerverende minutter, lykkedes det uden hjælp fra instrumenterne at få øje på et fyr der kunne fortælle os, at vi var drevet betydeligt nordligere, end beregnet. Nu fik vi golfstrømmen at mærke. De kun 10 sømil til Fort Lauderdale imod strømmen tog 5 timer til trods for, at motoren arbejdede på fulde omdrejninger og ikke drømte om at svigte os dennegang,

I slutningen af natten blev det uvejr med lyn, der flængede himlen og oplyste havet omkring os. Uhyggen bredte sig med tordenskrald og tiltagende blæst, men endnu var det så sigtbart, at vi fandt indsejlingsbøjen til Fort Lauderdale.

Vi stilede hastigt mod indløbet og befandt os nu pludselig i smult vande inde i "The intercoastal waterways," som amerikanerne er så heldige at have ned langs østkysten. Den langstrakte indre søvej gør ,at man kan sejle beskyttet på lange strækninger uden at behøve at komme ud på Atlanterhavet.

Vi fandt ind til en passende fortøjningsplads i en af de utallige indsnit i vandvejen, og næppe havde vi fået fortøjet i læsiden før et uvejr, vi ikke tidligere havde oplevet magen til, brød løs. Hjemmefra er vi vant til at et tordenvejr trækker over, men her blev det ved for fuld styrke hele dagen og indimellem væltede regnen ned, så vi var godt tilfredse med at være ombord i vores eget Noas Ark. Specielt var vi lykkelige for at være kommet i læ i tide.

En rigtig redningsmand.

Mens vandet stadig fossede ned, men dog i aftagende, stod pludselig en ung mand på kajen. Han så noget forslidt ud og stod og krøb sammen i regnen, tydeligt ventende på, at vi skulle lukke Arken op. Det gjorde vi, og fik dermed hilst på Jan fra Sønder-jylland.

Af alle de danskere, vi har mødt på turen, er det Jan, der har forbavset os mest. Bekendtskabet blev indledt ved, at han hjalp os med at få Marco Polo på værft. Jan påstod, at det var nødvendigt, uden at vi egentlig straks forstod, hvad han mente.

De kommende dage blev travle. Det blev arrangeret, at vi kunne få skibet hejst op og komme til køl-eftersyn på det bådværft, vi tilfældigvis havde lagt os til kaj ved - og hvor Jan tilfældigvis var førstemand hos sin amerikanske chef. Eftersynet havde to gode formål: For det første trængte bunden i den grad til at få trykluftspulet et tykt lag koralsten væk og få ny topcoat. For det andet var ideen med at komme på land tilsyneladende vores eneste chance for at kunne gæste stedet. Et par gange var vi blevet flyttet rundt med, fordi vi ikke kunne ligge, hvor der for os at se var god plads - men kajpladserne lå ved grunde, hvis ejere ikke ville have besøg af fremmede både.

Ved forsøg på at komme ind til en af de ledige pladser i den nærliggende marina, fik vi det forbavsende svar, at man ikke kunne modtage både, hvis besætningen ønskede at blive boende ombord.

B-J fik derpå den geniale ide at forene det praktiske arbejde på Marco-Polo, med nødvendigheden af at skaffe os et sted at være. Og Jan var selvfølgelig stærkt medvirkende til at det blev sådan.

Jan var for os at se som sendt fra himlen. Han lagde seler om maven på Marco Polo, han styrede kæmpekranen hjemmevant, han kravlede som en mis op i toppen af vores master og senere kørte han rundt med os i et godt udslidt dollargrin for at vise os noget af omegnen. Først efter adskillige dages bekendtskab fortalte han, at han også kendte lidt til det at sejle.

Jan var nu 24 år, og han fortalte, at da han var 19 år og hans kone 17, sejlede de fra Danmark i den 36 fods ketchriggede træsejlbåd, som han selv havde bygget. Båden havde ingen motor. De to unge satte kurs mod Australien, som da også blev nået, men det havde været drøjt. Et sted i Stillehavet oplevede de en storm, hvor de mistede roret og måtte sejle videre på det nødror, som Jan fik flækket sammen af bundplader fra en af køjerne. Samme storm var skyld i at skibet sprang læk, så han hver time døgnet rundt i 8 dage måtte lænse 30-40 spande ud.

Jan afsluttede beretningen med beskedent at sige, at det var lykken, når Lisbeth af og til afløste ham, så han kunne få lidt søvn. En enkelt gang fik han hele 3 timers søvn i træk. Den på det tidspunkt højgravide Lisbeth støttede ham trofast.

Mens det unge par en tid sejlede rundt i det caribiske havområde, havde de tilfældigt mødt langfartskaptajn, Troels Kløvedal på skibet Nordkaperen, og et godt venskab opstod. Da Jan fortalte om Nordkaperen kom B-J til at mindes, at han havde taget det for et godt varsel, da netop Nordkaperen for nu snart 1 år siden kom ind fra Nordsøen og lagde sig til kaj i Thyborøn lige bag Marco-Polo. Kort efter var det som nævnt Marco Polo`s tur, til at starte ud over Nordsøen.

I Florida oplevede vi heldigvis også det gode vejr, som stedet har normalt. Så snart uvejret omsider var trukket over, skinnede solen lystigt igen og afgav en varme, som fik vandmasserne på veje og marker til at fordampe hastigt.

Vi tog på ture rundt i omegnen i den udstrækning vi kunne forlade båden og fik et godt indtryk af stedet. Selve arbejdet på båden skulle vi selv udføre,

og det var vi godt nok tilfreds med. Da arbejdet var overstået og vi atter var sænket ned i vandet, fik vi en regning, der så sådan ud:

Optagning og trykluftsrensning 3 dollars pr. fod	111,00 dollar
Leje af stativ (faldefærdigt træstativ)	16,00 dollar
7 liggedage på pladsen	63,00 dollar
1 gallon maling	86,00 dollar
4 % statstakst	3,50 dollar
Total.	279,50 dollar

Med kurs mod Bermuda

Fredag den 4 maj 1979 tog vi afsked med Jan, og samme dag gled Marco-Polo nyrenset og veltilpas ud gennem Fort Lauderdale`s havneindløb og satte kurs mod nye oplevelser. Vi skulle ud i golfstrømmen. Men dennegang havde vi den med os.

Det var roligt solskinsfyldt vejr, og vindroret var i sit es til at passe kursen. Vi var på vej mod Bermuda.

Det tog os 12 dage at nå derop. På grund af det klare vejr var der rig lejlighed til at tage stjernehøjder, og Flemming fik her sine første lektioner i anvendelse af sekstanten. På et gyngende skibsdæk var det i starten svært at finde den ønskede stjerne og få den trukket ned til horisonten. Men B-J var en tålmodige læremester, og snart havde drengen lært kunsten.

Det sidste vi hørte fra USA, var radioudsendelserne, der rakte ud til os endnu nogle dage, men ligesom på Atlanten, blev radioen svagere og svagere og til sidst tavs. Det gjorde heller ikke noget at hvile ørerne lidt. Den amerikanske radio kan virke noget anstrengende til tider. Alle udsendelser afbrydes af reklamer i det uendelige, og ofte uden hensyntagen til udsendelsens karakter. En gravalvorlig udsendelse kan udmærket blive skåret til plukfisk af et grinagtigt reklameindslag og det virker ofte noget distraherende på helhedsindtrykket af udsendelsen.

Djævelens Ø

I dag forstår vi godt, at Bermuda af sømænd i gamle dage blev betragtet som Djævelens Ø. Den er omringet af rev, som ligger under havoverfladen langt ud i havet parat til at flænse enhver skibskøl op. Stedet var i århundrede frygtet af søfolk mere end noget andet sted i den del af verden, og rygtet gik, at det eneste "levende", der eksisterede på øen, var onde ånder, som ville skade enhver, der ubesindigt prøvede at foretage landgang.

Det er dog næsten ubegribeligt, at der engang har været talt således om Bermuda. I virkeligheden er det den smukkeste og mest venligtsindede af samtlige øer, vi har gæstet.

Da vi nærmede os øen torsdag d. 17. maj 1979, fik vi hjælp af Bermuda Harbour Radio til et komme forbi de “djævelske rev “.

Over radioen fik vi kompaskursen opgivet hvert andet øjeblik og blev på den facon dirigeret siksak ind i det vanskelige indløb til St. George havn. Bøjeafmærkningerne var kun til middelmådig hjælp, men til gengæld var radiotjenesten ovenud tjenstvillig, ikke blot overfor os, men for alle skibe, der nærmede sig for at søge havn.

Hvordan Bermuda blev opdaget.

I de følgende dage nød vi i høj grad den idylliske engelsk-prægede ø og bemærkede hvor forskellig den er fra Bahama-øerne både i udseende og befolkningsmæssigt. Der bor ca. 70,000 mennesker fast på Bermuda, hvoraf de 6o% er sorte, de 40% hvide og racefordomme kendes ikke. Alle er de meget stolte af deres smukke ø, og ethvert barn kender til øens spændende historie.

Jeg kan ikke lade være kort at nævne, hvordan øen blev opdaget. Den blev fundet ved et tilfælde to gange med ca. 100 års mellemrum. Første gang var i 1503, da den spanske søfarer Juan de Bermudez sejlede forbi - eller strandede dér. Han gav øen sit navn, indtegnede den på søkortet og forlod stedet.

De næste 100 år var øen årsag til adskillige strandinger, og området blev betragtet som mystisk og ondskabsfuldt.

I 1609 forlod admiral George Somers England for sammen med 8 andre skibe, at sejle et hold nybyggere til Amerika. I en kraftig storm blev admiralskibet. "Sea Venture" slået ud af kurs, og det var synkefærdigt, da Bermuda pludselig dukkede op i horisonten. Trods rædselen for de “onde ånder” på øen, besluttede man at gøre landgang, da druknedøden ellers var uundgåelig. Det lykkedes at landsætte alle 150 ombordværende og lige siden da, har der været en fastboende befolkning på øen.

For os viste Bermuda sig at være ikke blot een ø, men 138 store og mindre øer adskilt af lavt vand, hvorover er bygget dæmning eller bro. Under en køretur på langs af øgruppen ca. 70 km - kom vi igennem distrikter med engelskklingende navne, som Hamilton, Devonshire og Southhampton, og vi havde ikke forestillet os, at en ø beliggende langt ude i det nordlige Atlanterhav, kunne fremvise så smuk en både tropisk og subtropisk vegetation.

I denne blomstrende naturskønhed ligger øens idylliske byer med hvidmalede hustage bygget af koral-kalksten fra øens egen forsyning og med husmure malet i de foretrukne lyserøde, gule eller blå pastelfarver. Hvert hustag er indrettet til at kunne opsamle regnvand, idet hver familie må sørge for sin egen vandforsyning. Bermuda er henvist til at få drikkevandet fra himlen, da der hverken findes floder eller grundvand.

Befolkningen lever fortrinsvis af handel, fiskeri og landbrug og så naturligvis i høj grad af turisternes besøg på øen året rundt.

Mens vi lå for anker i St. George havn, hilste vi på den 52 årige tyrkiske jordomsejler Sadun Boro fra Istanbul. Sammen med sin tyskfødte kone og datteren på 10 år var han nu på vej hjem efter 2 års sørejse i sin selvbyggede 34-fod lange yacht KISMET. Sadun fortalte, at de havde oplevet 2 orkaner, begge mens de var på Fiji-øerne og begge mens de var i havn. Men den mest hårrejsende oplevelse var dog mødet med en samling pirater i en hurtiggående båd. Efter at piraterne havde gennemrodet alt, forlod de forbavsende nok båden uden at have forvoldt nogen skade. Hvorfor kunne Sadun ikke svare på, men han havde senere hørt, at den specielle pirattype normalt plejede at rydde deres offers skibsdæk med maskinpistol og derefter springe ombord og dræbe alle overlevende. Når de så havde stjålet alt af værdi, plejede de at udslette alle spor ved at sænke båden.

Sadun og hans kone var noget vemodige over at skulle opgive sejlerlivet på grund af datteren, der måtte hjem og gå i skole. Trods deres uhyggelige oplevelser til søs, ville de helt bestemt fortsætte sejlerlivet, så snart det atter blev muligt.

Hjem over Nordatlanten - Med kurs mod Acorerne.

Dagene på Bermuda gik alt for hurtigt, men kalenderen viste os, at det var på høje tid at starte hjemturen.

Tirsdag d. 22. maj 1979 fik vi udleveret afrejsepapirerne fra toldmyndighederne på Bermuda. De sidste indkøb og forberedelser blev afviklet, hvorefter vi startede på den ca. 4000 km lange tur over Atlanterhavet til Acorerne.

I starten gik alt fredeligt.

Vi havde kun let vind, og vi fandt hurtigt ind i den velkendte sejlerrytme.

Men den 2 juni, da vi lå med passatsejl midtvejs ude, blæste det hen under aften pludselig op. Vi afstod fra at bjerge sejlene, da vi troede det var en kortvarig affære. Men vi blev overraskende skuffede. I løbet af natten fik vi vindstyrke op til 9, og vi havde kun at håbe på at riggen holdt til vindpresset og at spilerstagene ikke rev sig løse. Vi lænsede afsted med stormen, og det gik godt indtil en kæmpebølge bragte os ud af kurs, så vi kurede med siden ind i vandmasserne med det resultat, at hele båden blev begravet i vand. Da vi kom ud af bølgen, rettede båden sig hurtigt op igen. Vi kunne registrere ,at alt var i orden bortset fra, at alt sejlede i vand indenbords og at dørken i styrehuset var ødelagt af saltvand.

Ved daggry løjede stormen af. Vi var lykkelige alle 3. Nu kunne vi slappe af efter at have siddet med redningsveste på hele natten og set i øjnene, at et skibsforlis var nært forestående.

Resten af turen til Acorerne foregik uden problemer lige bortset fra vores møde med hvalerne.

Møde med hvalerne

Jeg stod en morgen ved roret og så ud over havet, der lå stille og solbeskinnet rundt om os. Langt ude opsendte en flok hvaler deres karakteristiske vandprust, jeg kunne tælle 6 vandsøjler, men tilsyneladende havde de kurs i en anden retning end Marco Polo. Efter kort tid vendte de imidlertid om alle 6 og satte kurs over mod os. Jeg stod og så ud på en foruroligende flok hvaler hver på flere gange skibets størrelse. En af dem gled parallelt ind med båden kun ca. 15 meter fra os. Hvad ville den os ? Et slag med den gigantiske hale ville gøre det af med os. Urolig ved situationen kaldte jeg B-J op, og han startede omgående motoren og drejede af. Motorlarmen var for meget for de store dyr. Til vores held gik der ikke panik i dem, men de gled stille fra os og optog deres oprindelige kurs.

Fingersprog på Acorerne.

Den l2 juni 1979 sejlede vi i havn på Acorerne, efter en overfart på 21 dage. Da vi nærmede os hovedøen Sao Miguel, så vi mørke dyneformede tågebanker som drev hen over de høje bjerge. Selvom bjerglandet på øerne således ofte ligger skjult i tåge, forhindrer det ikke solens stråler i at nå ned til lavlandet og kysterne, hvor byerne ligger beskyttede i dale og bugter. Klimaet på Acorerne kan nok være koldt og fugtigt, her findes ikke megen læ midt ude i Atlanten, men temperaturen varierer dog kun fra ca. 21 gr om sommeren til 14 gr om vinteren.

Befolkningen viste sig at være meget imødekommende og venligtsindede, men desværre var de næsten umulige at kommunikere med. Sproget er portugisisk og kun de færreste talte engelsk eller forstod lidt fransk. Vi måtte nøjes med finger-og fagtesprog, og det var specielt en skam, da vi en smuk solskinsdag blev kørt en tur op i bjergene. Vores chauffør kunne givetvis have fortalt os alt om den interessante ø, hvis vi havde kunnet tale sammen. Nu nøjedes vi med at beundre den paradisiske udsigt der lå for fødderne af os. Oppe fra bjergets top så vi ned over tæt bevoksede dalstrækninger. Store søer brød landskabet betagende idyllisk, og lilleputbyer havde fundet fodfæste i de hyggeligste kroge ved søernes bredder.

Søens folk hjælper hinanden.

Den 18 juni 1979 forlod vi Acorerne i stille vejr med kurs mod Sydengland. Vi havde ikke forestillet os, at denne sidste strækning på 1300 sømil skulle volde os særlige vanskeligheder, men vejret var drilagtigt. Vi fik modvind det meste af turen, så vi kom til at gennemsejle 1750 sømil i stedet for 1300, og da kryds ikke var Marco Polo's livret, kom turen til at tage 19 dage i stedet for de forventede 14 dage.

Midt i Biscayen, der som sædvanlig var et særdeles ubehageligt farvand, sprang vores forstag. Vi fik bjerget forsejlet i den hårde sø og var ikke sene til at få sat en stormfok op på det resterende stag.

Mens vi havde ligget for anker i havnen på Acorerne, undrede vi os over at mange sejlbåde var forsamlet på dette afsides sted. Det viste sig at være 90 engelske både, som deltog i kapsejlads fra Falmouth i Sydengland til Acorerne og tilbage igen. Da vi selv skulle sejle strækningen fra Acorerne til Falmouth på samme tid, havde vi håbet at kunne følge lidt med i slagets gang, men havet er stort og i mange dage så vi ikke en båd. Vi fik dog nærkontakt med en enkelt englænder, der sejlede op på siden af os og gerne ville have sendt en vigtig meddelelse til land. Vi kaldte radiostationen på Lands End, men havde vanskelighed ved at få kontakt, fordi vi endnu var for langt ude. Vores opkald var imidlertid blevet opfanget af den danske fragtbåd “Asien Reefer" fra Lauritsens rederi, og pludselig brød en dansk stemme ind og spurgte: Kan vi hjælpe jer ? I løbet af kort tid havde deres "Gnist" fået den ønskede kontakt og han meldte tilbage til os, at alt var i orden. Beskeden lod vi gå over rælingen til kapsejleren, og det var derefter en lettet englænder, der sejlede videre.

Denne lille oplevelse var typisk for danske søfolk, vi har mødt. De er umådelig hjælpsomme. Netop til søs, hvor man er milevidt fra land og ganske overladt til sig selv, varmer hjælpsomheden særlig meget.

De sidste par dage inden England vendte vinden, og vi gik for blid medbør den lige kurs. Mens vi så kyststrækningen ved Lands End dukke op i horisonten, sad vi og opregnede, at det kun var 10 dage i alt vi havde været i land indenfor de sidste 2 måneder. Ellers havde vi sejlet uafbrudt siden vi forlod Florida, og det blev til 4500 sømil eller ca. 8500 km.

Vi glædede os enormt til at se land igen. Efter et kort hvil i Falmouth gjorde vi klar til sidste del af langturssejladsen ud gennem den smalle og meget trafikerede engelske kanal og op over Nordsøen til Thyborøn.

Det var den 16. august 1978 Marco-Polo sejlede ud fra Thyborøn, og juli 1979 ville næsten være gået inden hjemkomsten. Vi håbede ikke helt at gå glip af den danske sommer, og vi glædede os meget til gensynet.

Marco Polo`s rejse

blev på 12.500 sømil.

Stor velkomst da Marco Polo stod ind

i Skive Havn 27 juli 1979.

Marco Polo stod ned gennem Limfjorden og sejlede ind i Skive Sydhavn midt på efter-middagen den 27 Juli 1979 i solskin og frisk blæst. Allerede længe før havde de første taget opstilling på kajen for at tage imod fhv. overlæge Arne Birch-Jensen, Benta Biinfeldt og hendes 15 årige søn Flemming Biinfeldt.

Alle 3 havde de gjort turen frem og tilbage over Atlanterhavet og gennemsejlet Caribien fra syd til nord, og alle havde de kæmpet mod farer til søs og stået hinanden trofast bi, når stormene rasede.

Alle 3 havde de også fået en oplevelse for livet, uendelig mange glade og dejlige minder. Nu endelig var de på stødt kurs ned gennem den smukke Limfjord og man så skibet dreje ind gennem havneløbet og finde til ro ved havnekajen.

Takket være en energisk indsats fra skipper Kristian Jensen og hans kone Agnethe på Skive havn var Marco Polos anløb røbet for de langt over et hundrede venner og gamle medarbejdere ved Skive Sygehus. Alle havde set hen til dagen, hvor Marco Polo stod havnen ind. Den lange rejse var lykkeligt afsluttet.

Havnefoged Erik Thomsen rejste allerede dagen forinden de officielle flagstænger og havde fået flagene hejst, da Marco Polo var i sigte. Da skibet rundede sydmolen til havnen og skibets besætning og de mange på havnekajen kunne høre hinanden, blev der råbt hurra og velkommen og det første Arne Birch-Jensen kunne høres sige var: ”Det var pænt af jer”. Så forsvandt Birch-Jensen ind i styrehuset igen for at få Marco Polo lagt til kaj og her gentog han lidt stærkere:” Det var sør`me pænt af jer”.

Imens var skipper Kr. Jensen og fhv. overlæge Svend Christensen klar til at tage trosserne, som skulle fortøje Marco Polo. De havde begge to for nu 345 dage siden været med ombord på skibets første etape til Thyborøn. Alt mens skibet blev fortøjet, blev der udvekslet hilsner, og fra den kortege af skibe fra Skive Sejlklub, der var sejlet Marco Polo imøde det sidste stykke ned ad fjorden, gik “Jas” med helt ind i havnen og gav minutlang fanfare fra sit tågehorn til ære for Marco Polo og dens tre mand store besætning.

Alle fra Birch-Jensens gamle afdeling på Skive Sygehus, d.v.s. alle, der havde fri for tjeneste, stod på kajen, og nu lød det fra mange sider ”Tak for alle kortene”!

Men hvordan har De dog kunnet gennemføre denne tur, Birch-Jensen, spurgte afdelingssygeplejerske Jenny Skyldahl.

Birch-Jensen råbte tilbage: ”Ja, det er virkelig gået godt og lidt held skal der også til. Det må jeg nok indrømme. Nu glæder jeg mig også til at høre en hel masse om, hvordan I alle sammen har haft det. Jeg kommer op på afdelingen en dag og hilser ordentligt på jer.

Om rejsen kan jeg da lige sige, at nu ved vi alle sammen noget om navigation. Kanalen og Nordsøen er noget af det mest ubehagelige, jeg har været ude for. Vi oplevede blandt andet at få en bølge helt hen over taget i den voldsomme storm forleden.

Da Marco Polo var landfast gik førstereservelæge Per Østergård, som den første ombord. Han overrakte Arne Birch-Jensen og Benta Biinfeldt en stor buket røde roser og hvide margeritter, idet han på modtagelseskomiteens vegne ønskede rigtig hjertelig velkommen hjem.

“Hvordan var det at komme hjem ?”. Spørgsmålene haglede ned over Marco Polos besætning og Benta Biinfeldt svarede blandt andet: ”Da vi søndag eftermiddag skulle gå gennem Thyborøn kanal var vi ængstelige for, om motoren pludselig skulle sætte ud. Havde den gjort det, havde vi været fortabte på det sted.

Birch-Jensen: Ja, det må jeg sige. Det er ikke spændende at gå ind, når det stormer så stærkt, som det gjorde, da vi kom.

Benta Biinfeldt:” Da jeg hoppede i land på Thyborøn havn klappede jeg den danske jord af glæde over gensynet.

Birch-Jensen: Ja, man bliver mere og mere glad for at være dansk, når man har været borte så længe. Så vil jeg også sige, at alle har været flinke mod os, hvor vi har mødt danskere.

Jenny Skyldahl: Vi har savnet Dem, vi har alle sammen tænkt meget på Dem. Vi var sommetider ængstelige for, om De nu kom hjem igen.”

Birch-Jensen: Vi har nok i vanskelige situationer haft de samme tanker”.

Mere spøgefuldt tilføjede Birch-Jensen henvendt til Jenny Skyldahl: Vi traf på Bermuda en af Deres gamle patienter.

Jenny Skyldahl: “Nå, kunne han huske mig for det gode-- eller...?

Birch-Jensen: Han mindedes Dem med glæde. De skulle tage at rejse en tur derover - eller til St. Thomas eller St. John på de vestindiske øer, der var herligt.

“Hvor lang har rejsen været ?

“Vi har sejlet 12.500 sømil (ca.25.000 km). Heraf har vi de sidste 5.500 sømil kun været os 3 som besætning.

Alle blev på skift inviteret ombord på Marco Polo og her var modtagelse i mange timer efter ankomsten. Alle ville gerne se sådan et skib, som havde gjort Atlanten frem og tilbage og krydset mellem alle øer i det caribiske hav.

“Hvor mange danske sejlere har gjort en tilsvarende rejse ?”

Birch-Jensen: Jeg har ikke hørt om nogen i min alder. Jeg har specielt ikke hørt om nogen, der har sejlet så lang, som vi gjorde.

Benta Biinfeldt stod for madlavningen i det lille pantry og siger herom: ”Med henholdsvis 26 og 23 dage som den længste tid i søen, så har vi fået konserves nok for en tid. Når jeg sidst på eftermiddagen blev spurgt, hvad vi skulle have til middag, havde jeg somme tider spekulationer - men det er utroligt som man kan variere EF-kød på dåser ! Og så skiftede vi mellem kartofler, ris og spaghetti som tilbehør. Tre gange fik vi ikke mad. Når komfuret stod 50 grader skævt gik det ikke.

Flemming Biinfeldt svarede på spørgsmålet om rejsen havde været, som han havde ventet, at rejsen havde været utrolig spændende og ind imellem, på de lange vagter, havde han læst i de skolebøger, som klassekammeraterne hjemme i 10. klasse i Skive skulle igennem, mens han var til søs.

Eventyret fortsættes.

Efter hjemkomsten fra Caribien havde BT en samtale med Birch-Jensen i anledning af en ny forestående sejltur. Parret Birch-Jensen - Benta Biinfeldt fortalte her, at de ville forsøge at gennemføre en jordomsejling. Den ventes at blive på 30.000 sømil og tage ca. 3 år. I interviewet med BT, der fandt sted 17.september 1980 på Marco Polo i Skive Havn fortæller Birch-Jensen:

“Eventyrlyst har jeg nok haft i blodet lige siden jeg som dreng gik på havnen i Holbæk. Jeg kiggede på skibene og drømte om verdenshavene. Som ung lægekandidat vagabonderede jeg i bil i USA og besøgte 45 ud af 48 stater. Jeg kørte fra hospital til hospital over hele Amerika for at samle materiale til en senere doktordisputats. Jeg var mutters alene og sov i bilen de mærkeligste steder, blandt andet i Floridas sumpe og i Nevadas ørken.”

Arne Birch Jensen fortsatte arbejdet med disputatsen i Danmark under krigen. Han kørte Danmark rundt syv gange på motorcykel - uden tilladelse. Når han blev stoppet af tyskerne, fortalte han om sit arvelighedsprojekt. Tyskerne gjorde honnør og lod ham køre videre i den tro, at hans forskning ville gavne den ariske race.

Sluttelig fortæller Arne Birch-Jensen, at det er eventyrlysten, der trækker ham ud på den forestående gigantrejse- en jordomsejling. “Jeg ved at det bliver en kraftpræstation, og at vi vil opleve at blive kastet og slået rundt af bølgerne. Udfordringen består i at overvinde vanskelighederne. Jeg har været meget rastløs, mens vi har været i land. Til søs er jeg helt rolig. Jeg er ikke nervøs. Det er en dejlig enkelt tilværelse på søen, til tider stilfærdig, sindig og smuk, til andre tider voldsom og farefuld. Her består opgaven i at overleve og få skibet bragt vel i havn. Efter en hård tur at nå godt i havn og glide ind i smult vande, det er en så intens lykkefølelse, at det kan være svært at forstå for andre, der ikke har haft sit hjem på en båd.

Marco Polos Jordomsejling, som Arne Birch-Jensen gennemførte sammen med Benta Biinfeldt i årene 1980 - 1985, er beskrevet i bogen “Til Søs i Evig Sommer”. Benta Biinfeldt skrev bogen i 1987, den er på 256 sider og rigt illustreret. Den blev udsolgt hos boghandlerne, med undtagelse af et restlager hos Jungs boghandel i Skive. Ellers findes den stadig som biblioteksbog og lydbog. Gennem den får man en herlig langfarts-beskrivelse om den danske motorsejler Marco-Polo, der på 2 år og 5 måneder når jorden rundt kun bemandet med 2 personer.

----- * -----

Den her foreliggende rejsebeskrivelse er blevet til efter opfordring fra min søn Flemming Biinfeldt, hvilket jeg takker ham for. Sammen har vi korrigeret de mange avisartikler fra dengang og udvalgt det ledsagende billedmateriale. Vores gamle kaptajn Arne Birch-Jensen var meget glad for dette initiativ. Selv kunne hans svigtende syn ikke mere klare at læse om alle oplevelserne fra sejlturen. Men med levende interesse fulgte han med i min oplæsning af begivenhederne og da stod alt lysende klart for ham i erindringen. Han kunne se tilbage på et meget eventyrligt liv. Vi der var med ombord har meget at takke ham for.

Frederiksberg, November 1999

Flemming & Benta Biinfeldt